Præcis som i onsdagens kamp mod samme modstander, leverede holdet med den danske profil Frans Nielsen natten til fredag en flot præstation mod stærke Pittsburgh Penguins, som blev slået 5-3 på Islanders' hjemmebane på Long Island.
Igen var Nielsens kæde helt afgørende for sejren, da Josh Bailey brillerede med to mål og tre assist og dermed var med i samtlige scoringer for hjemmeholdet.
Frans Nielsen, der nettede to gange onsdag, holdt sig denne gang lidt tilbage og nøjedes med oplægget til det fjerde mål.
Det var danskerens 43. point i denne sæson, og dermed tangerer han sin egen rekord, næste gang han bliver noteret for et mål eller en assist.
Problemet for Islanders er, at holdets opblomstring med nu tre sejre i træk efter alt at dømme kommer for sent til at kunne foretage et angreb på play off-pladserne, der er ni point væk.
Med kun fem kampe tilbage af grundspillet betaler holdet prisen for en sæson, hvor det næsten udelukkende har været placeret blandt de dårligste hold i den nordamerikanske ishockeyliga.
Nu bliver det formentlig til den femte sæson i træk uden slutspil for den mindste af New Yorks to NHL-klubber, hvilket til gengæld er gode nyheder for det danske landshold, der dermed kan få gavn af Frans Nielsen ved VM i maj, hvis klubben giver ham lov.
Bedre ser det ud for Mikkel Bødker og Phoenix Coyotes, der med en meget vigtig 2-0-sejr over San Jose Sharks lige netop kravlede ind på slutspilspladserne i den uhyre tætte vestlige halvdel af NHL.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie