Nigeriansk angriber hiver duksen Napoli ned på jorden
Ademola Lookman leverede to træffere i Atalantas flotte sejr i Napoli. Foto: Alessandro Garofalo/Ritzau Scanpix
Ademola Lookman var mand for to mål, da Atalanta vandt 3-0 hos Serie A-duksen Napoli.
Serie A's højtflyvende førerhold Napoli kom søndag helt ned på jorden.
Hjemme på Stadio Diego Armando Maradona tabte Antonio Contes udvalgte således 0-3 til Atalanta.
Den nigerianske angriber Ademola Lookman lynede to gange i første halvleg efter oplæg af belgiske Charles De Ketelaere og blev ligesom i forårets Europa League-finale mod Leverkusen gæsternes mand i skysovs.
Nederlaget er Napolis første efter en stime på ni sejre og en uafgjort. Atalanta rykker foreløbigt op på andenpladsen med en halveret afstand til syditalienerne på tre point.
27-årige Lookman lynede første gang efter ni minutter, da Atalanta fastholdt trykket omkring værternes boks, og angriberen fra kort afstand smækkede en forlænget bold i kassen.
Kort efter traf Napolis nye midtbaneprofil Scott McTominay stolpen, men generelt havde hjemmeholdet skuffende lidt at byde ind med.
I stedet leverede Lookman efter godt en halv time kampens klare højdepunkt, da han fra distancen pløkkede bolden i nettet med højrebenet.
Napoli kløede på i anden halvleg, men fik aldrig lukket gæsternes defensiv op. I stedet flugtede den indskiftede italienske landsholdsangriber Mateo Retegui Atalanta på 3-0.
Senere søndag markerede den danske angriber Casper Tengstedt sig for Verona.
Efter 12 minutter af hjemmekampen mod Roma opsnappede han på fremragende vis en høj aflevering i udeholdets defensiv og sparkede bolden i kassen til 1-0 efter et par gode træk.
Det dannede grundlag for en 3-2-sejr, som sendte Verona op på 12 point i midten af tabellen, hvor også Roma holder til.
Tengstedt, der er udlejet fra Benfica, står med træfferen noteret for fire mål i ti ligakampe.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned