Norge kommer tilbage og fastholder perfekt VM-statistik
Sander Sagosen (til højre) var en af hovedarkitekterne bag det norske comeback mod Serbien. Foto: Piotr Hawalej/Ritzau Scanpix
Norges håndboldherrer havde kurs mod første nederlag ved VM, men kom tilbage og slog Serbien i mellemrunden.
Norge ligner fortsat et godt bud på en kvartfinaledeltager ved VM i håndbold.
Men kort inde i anden halvleg af torsdagens kamp mod Serbien var det ikke den fortælling, der så ud til at komme ud af mødet.
Nordmændene var bagud med fem mål, før de fik styr på modstanderen og i stedet endte med at slå serberne relativt sikkert med 31-28.
Dermed har det norske hold stadig maksimumpoint ved slutrunden med seks af slagsen efter tre kampe i mellemrunden.
Norge gjorde rent bord i det indledende gruppespil og var også favorit til at trække sig sejrsrigt ud af torsdagens dyst.
Serbien førte imidlertid det meste af første halvleg og gik til pausen med et forspring på tre mål.
Det blev ikke meget bedre for nordmændene i starten af anden halvleg, hvor serberne med to hurtige mål udbyggede føringen til 19-14.
Så skete der noget. Profilen Sander Sagosen trådte i karakter med fire mål på ti minutter, og samtidig fik de serbiske skytter pludselig svært ved at få bolden forbi Torbjørn Bergerud i det norske mål.
Som halvlegen skred frem, voksede den norske føring til fem mål, og i slutminutterne var der ingen tvivl om den norske sejr.
Tyskland har ligesom Norge seks point, efter at holdet tidligere torsdag hentede en pligtsejr over Argentina. Det endte med en tysk storsejr på 39-19 efter en pauseføring på syv mål.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned