Norge og Montenegro flopstarter ved VM

Både Norges og Montenegros håndboldkvinder regnes af mange som gode bud på hold, der skal spille om medaljer ved VM i Brasilien.

Men begge favoritterne tabte deres åbningskamp ved mesterskaberne og er dermed kommet helt skævt ind i turneringen.

Først var det Montenegro med den tidligere Viborg-spiller Bojana Popovic på holdet, der havde det svært mod undertippede Island.

Islændingene blev bare nummer 15 af de 16 hold ved EM sidste år, men de fulgte godt med montenegrinerne.

Fire minutter før tid bragte Karen Knutsdottir holdet fra sagaøen foran med 22-18, og så var sensationen en realitet.

Tysklands 31-28-sejr over Norge var ikke en lige så stor overraskelse - og dog.

For tyskerne, der har danske Heine Jensen som landstræner, stiller op i en svækket udgave uden Grit Jurack og de to Randers-spillere Susann Möller og Nina Wörz.

Men selv uden de manglende profiler og trods 14-13 stillingen til Norge ved pausen lykkedes det tyskerne at trække fra Norge i begyndelsen af anden halvleg.

Endelig kunne VM have fået lørdagens tredje overraskelse, da Rumænien og Tunesien var ude i en tæt dyst.

Her lykkedes det dog for de rumænske favoritter og EM-bronzevindere at hive en smal 30-28-sejr i land til sidst.

/ritzau/

Både Norge og Montenegro tabte deres første kampe ved håndbold-VM. Lille Island drillede Popovic og co.

Offentliggjort Sidst opdateret