Ny Champions League-nedtur for Barcelona

FC Barcelona fortsætter med at skuffe i dette års Champions League. Sidste års suveræne mestre måtte således nøjes med sølle 0-0 på udebane i Rusland mod Rubin Kazan og fik dermed ikke revanche for det ydmygende 1-2-nederlaget holdet led hjemme mod russerne for to uger siden.

De spanske gæster havde det meste af spillet kampen igennem i den russiske kulde, men ind ville bolden ikke trods store chancer især i første halvleg. Den svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic var tættest på efter blot tre minutter, men hans friløber mundede ud i et skud på stolpen.

Med 0-0 er FC Barcelona fortsat langt fra sikker på at avancere fra gruppespillet. Inter vandt 2-1 ude over Dynamo Kiev på sene mål af Diego Milito og Wesley Sneijder og har nu seks point i gruppen. Barcelona og Rubin Kazan har hver fem point, men Dynamo Kiev følger efter med fire.

/ritzau/

Foto: SERGEY PONOMAREV/AP

FC Barcelona løb ind i en ny skuffelse i Champions League, da holdet måtte nøjes med 0-0 ude mod Rubin Kazan. Inter fører gruppen efter 2-1 over Kiev.

Offentliggjort Sidst opdateret