Ny fransk storskytte: - NFH var en fantastisk mulighed

Partner i Frimann Hansen Biler og bestyrelsesmedlem i NFH Kristian Hansen sammen med klubbens nyeste spiller Kalidiatou Niakaté. Foto: Thomas Lærke Jensen

Kalidiatou Niakaté var kommet i klemme i Nantes, men skal nu spille Champions League i NFH.

Offentliggjort Sidst opdateret

NÆSTVED: NFH har netop præsenteret Kalidiatou Niakaté som afløser for svenske Tyra Axnér for den kommende sæson, og den franske landsholdsspiller med en OL-guldmedalje på sit CV er glad for at være havnet i NFH efter, at det hun troede skulle være hendes nye klub, franske Nantes, gik konkurs i forrige uge.

- Jeg var havnet i en skidt situation i Nantes, men er glad for nu at være kommet til NFH, der virker som en rigtig god klub og en fantastisk mulighed for mig. Mine samtaler med træneren har bekræftet mig i, at det er det rigtige sted at tage hen, lød de første ord fra den franske venstre back kort efter præsentationen hos sponsoren Frimann Hansen Biler i Næstved.

- Jeg glæder mig til at komme til en klub, der tidligere har gjort det godt i Europa, og jeg vil medvirke til, at vi får spillet nogle gode kampe i Champions League. Desuden glæder jeg mig til, at stifte bekendtskab med den danske liga, som jeg har hørt meget godt om, men ikke kender så meget til selv. Det bliver også spændende at møde NFH´s fans på hjemmebane i Nykøbing, siger Kalidiatou Niakaté, der har skrevet under på en 1-årig kontrakt med NFH.

- Det bliver et år i første omgang, men jeg håber på, at jeg kan overbevise klubledelsen om, at jeg skal blive noget længere, smiler den 29-årige franske spiller, der også har vundet guld ved VM og OL.