OB ansætter assistent med mål om at ændre standardsituationer
Mads Lyng har tidligere haft assistentrolle i Horsens. Nu får han et tilsvarende job i OB. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Mads Lyng, der i ti år har været ansat i Horsens, bliver OB-assistenttræner med fokus på standardsituationer.
OB har torsdag udpeget Mads Lyng til at udfylde rollen som assistenttræner under Søren Krogh, der op til jul blev forfremmet til permanent cheftræner i den fynske klub.
Lyng er valgt ud fra klubbens ønske om at udvikle en ny måde at arbejde med standardsituationer på, skriver OB på sin hjemmeside.
Fodbolddirektør Björn Wesström fortæller, at han og Krogh fandt Lyng som den skarpeste kandidat med spidskompetencer omkring standardsituationer.
Wesström mener, at tre ting skiller sig tydeligt ud ved Mads Lyng.
- Den ene er hans åbenlyse kompetencer og interesse for standardsituationer. Det andet er, at han har solid erfaring fra at arbejde i et team, der var vant til at kæmpe for dets overlevelse, og den tredje er, at han har en personlig karisma, der i sig selv skaber en koncentration og dedikation omkring standardsituationer.
- Med hak i de tre bokse vil Mads supplere vores trænerteam på en fremragende måde i den situation, vi står i i dag, siger Björn Wesström.
Mads Lyng har i ti år været tilknyttet AC Horsens, herunder seks år som assistenttræner frem til september 2023.
- Da Søren blev cheftræner, blev der sat en retning, og der er ingen tvivl om, at jeg får et klart ansvar omkring standardsituationerne. Jeg føler, at jeg kan bidrage rigtig meget på det punkt, men det kræver, at det er noget, man tror på og prioriterer i hele organisationen.
- Heldigvis kunne jeg hurtigt mærke på Björn og Søren, at de mente, at standardsituationer er noget, der skal prioriteres, og derfor er det her det helt rigtige job for mig, siger Mads Lyng.
Han har fået kontrakt i OB frem til sommeren 2025.
OB har i foråret et mål om overlevelse i Superligaen, hvor holdet i vinterpausen ligger nummer ni med tre point ned til Vejle under nedrykningsstregen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned