OB-bosser er uenige om spillestilen

OB's sportslige ledelse leder efter en fasttømret måde at spille fodbold på, og der er tilsyneladende uenighed om, hvem der bestemmer spillestilen i klubben.

Den nyansatte sportsdirektør Poul Hansen mener, det er ham, der bestemmer stilen.

- Det er mig, der bestemmer spillestilen. Det er en væsentlig ting for en sportsdirektør at sørge for, at der er fastlagt en klar og tydelig spillestil, som trænerne skal passe ind i, siger Hansen til Ekstra Bladet.

- Sportsdirektøren er garant for spillestilen, så man ikke skal skifte spillestil, hver gang man skifter træner. Derfor er det mit ansvar at fastlægge og fastholde spillestilen fremover, siger Poul Hansen.

Men den udlægning virker OB-træner Henrik Clausen ikke til at være helt enig i.

- Det er sådan set noget, vi gør i trænerteamet, hvor vi har skrevet nogle af de overordnede træk ned om, hvad vi gerne vil.

- Men det man da godt være, vi skal have rystet playbook'en, som det hedder i NFL, lidt, siger Clausen til avisen.

- Også fordi vi har forladt os på det fundament, vi skabte i foråret, og det har så vist sig ikke at kunne holde. Det betyder ikke, at vi kun skal træne forsvarstræning, men det er noget, vi i hvert fald skal huske, siger Henrik Clausen

OB-træneren mener, at det først og fremmest er vigtigt, OB spiller til nul, hvorefter holdet kan begynde at bygge mere på spillestilen.

Poul Hansen ønsker først og fremmest en mere boldbesiddende spillestil, men han har lagt mærke til sin cheftræners holdning.

- Jeg har godt set, at Henrik Clausen mener, det er vigtigt at spille til nul, men jeg har ikke hørt nogen sige, at de ikke vil spille på den måde, jeg taler om.

- Det er rigtigt, at der lige nu i nogle faser af spillet er forskelle til den måde, jeg mener, vi skal spille på, men på sigt vil det ikke være anderledes.

- Fremadrettet skal OB have en klar spillestil, og ud fra den vil vi ansætte trænere og spillere, som passer ind i den spillestil, siger Poul Hansen.

OB møder onsdag aften Fulham på udebane i den sidste kamp i Europa Leagues gruppespil, hvor OB allerede har udspillet sin rolle.

/ritzau/

OB's sportsdirektør Poul Hansen og OB-træner Henrik Clausen er uenige om, hvem der bestemmer spillestilen.

Offentliggjort Sidst opdateret