Officielt: Russell forstærker VM-holdet i Slovakiet
Hårdføre Patrick Russell er formentlig med, når Danmark torsdag møder Finland ved VM. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Patrick Russell har fået grønt lys til at spille VM. Han lander i Slovakiet torsdag og er med mod Finland.
Lars Eller er rejst hjem til USA, men til gengæld er der forstærkning på vej i den anden retning til ishockeylandsholdet ved VM i Slovakiet.
Forwarden Patrick Russell har nemlig sagt ja til at rejse fra Nordamerika for at støde til det danske landshold. Han lander efter planen i Kosice torsdag eftermiddag, nogle timer før Danmarks møde med Finland.
- Forsikringen er netop kommet på plads, og Patrick lander i torsdag klokken 14. Han forventes at kunne spille mod Finland, siger landsholdets general manager, Kim Pedersen.
26-årige Patrick Russell er på kontrakt i NHL-klubben Edmonton Oilers, men har primært optrådt for udviklingsholdet Bakersfield Condors.
Her har han i de seneste uger været optaget af slutspillet i AHL, men efter et nederlag på 2-4 i kvartfinaleserien mod San Diego Gulls er sæsonen slut for Russell og hans californiske klub.
Han har siden været igennem et lægetjek og har fået grønt lys til at slutte sig til landstræner Heinz Ehlers' danske VM-hold.
- Det er gået ret hurtigt. Vi havde talt med Patrick, inden slutspillet startede. Han havde sagt, at han var klar til at komme, og Heinz havde sagt, at han gerne ville have ham.
- Vi talte så med ham, kort efter at de blev slået ud, og vi fik fat i Edmonton i går (tirsdag, red.). Der har ikke været nogen problemer overhovedet, siger Kim Pedersen.
Patrick Russell VM-debuterede i 2017 og var også med på hjemmebane i Herning sidste år.
Tilgangen af den fysisk stærke og aggressive forward kommer, netop som Danmark står foran fire kampe mod gruppens formodet hårdeste modstandere.
Efter mødet med Finland torsdag venter USA, Canada og de slovakiske værter. Danmark skal formentlig som minimum samle fem-seks point i de kampe for at være med i spillet om avancement til kvartfinalen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned