Stuart O'Grady er forundret over, at Bjarne Riis tirsdag valgte at smide ham og Andy Schleck ud af Vuelta a España for at have brudt Team Saxo Banks alkoholregler.
Derfor fortæller den 37-årige australske Team Saxo Bank-veteran nu sin version af, hvad der skete i de døende timer af Vueltaens første hviledag mandag.
- Ved du hvad? Vi trådte ud af hotellets dør klokken 22.00 og tog et par øl på en bar på det lokale torv. Vi drak to øl, det er det, siger han til avisen The Australian.
- Der er nogle europæiske journalister, der har fået det til at lyde som om, vi har været på druk hele natten. Det passer ganske enkelt ikke, siger O'Grady.
- Jeg vil ikke lyde som om, at jeg klynker, men det er voldsomt at trække os ud af løbet, siger australieren.
Stuart O'Grady stopper på Team Saxo Bank efter denne sæson. Vueltaen ville have været hans sidste løb for holdet under alle omstændigheder, men han ville gerne have kørt løbet til ende.
- Det er ikke den måde, jeg havde håbet, at min karriere hos Bjarne Riis ville slutte på. Jeg har kørt min røv i laser for holdet i de seneste seks sæsoner, siger O'Grady.
Han skal køre VM for Australien i Melbourne og Geelong i begyndelsen af oktober. Og han ville gerne have brugt resten af Vueltaen til at forberede sig.
- Beslutningen (Bjarne Riis', red.) har kostet mig to ugers hård løbstræning forud for VM i Geelong, siger han.
Stuart O'Grady har endnu ikke offentliggjort, hvor han kører i næste sæson. Men meget tyder på, at han følger med Schleck-brødrene over på et nyt luxembourgske hold.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned