Økonom kalder FCK attraktiv for Abramovich

Trods en kæmpegæld er FC København i kraft af klubbens succes i Champions League blevet interessant for investorer med store ambitioner.

Det vurderer økonom Jesper Jørgensen fra Deloitte, efter at det onsdag kom frem, at storaktionær i Parken, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, har haft et møde med Chelsea-ejer Roman Abramomich' søn.

- I Danmark er det mulighed nummer et. Hvis man gerne vil ind i en fodboldklub, er det en interessant klub at komme ind i, hvis man kan få struktureret en handel på den rigtige måde, siger Jesper Jørgensen til DR Sporten.

- FCK har stadig gælden at slæbe rundt med, men den succes, klubben har fået i Champions League, har sendt dem på rette spor.

- De har fået vendt skuden og har taget de første skridt i restruktureringen. Det ser væsentlig mere positivt ud end for et år siden, fortsætter Jesper Jørgensen.

Direktør for Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Carsten Koch, bekræftede onsdag, at han i sidste uge mødtes med Arkady Abramovich på en café i København, hvor snakken handlede om fodbold.

Parken, der driver fodboldklubben FCK, kom ud af sidste regnskabsår med et underskud tæt på en kvart milliard kroner. Deltagelsen i Champions Leagues gruppespil i denne sæson betyder, at Parken regner med at komme ud af 2010 med et overskud på 60 millioner kroner.

/ritzau/

Gældsplagede FC København er blevet en attraktiv vare i kraft af succes i Champions League, mener økonom.

Offentliggjort Sidst opdateret