OL-amerikaners hest blødte: Fair at han blev elimineret

Marcus Orlob nåede ikke at gøre sine øvelser færdige, før han blev smidt ud af dressurkonkurrencen. Foto: Zohra Bensemra/Reuters

En amerikansk rytter blev stoppet, da hesten blødte under en øvelse. En passende konsekvens, mener dansker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Blod fra en hest er no-go.

Så kort kan det siges, når det gælder konkurrencer i dressur, og det fik amerikanske Marcus Orlob tirsdag eftermiddag at mærke ved Versailles.

Her var den 42-årige rytter i gang med sit indledende OL-program, da en klokke ringede. Ind kom en dommer for at markere, at der var blod fra hestens ben.

Det fører automatisk til eliminering, uanset hvor meget eller lidt skyld rytteren har i det.

Og den regel er helt fair, mener Daniel Bachmann Andersen, som var i samme gruppe som Orlob og endte med at vinde den.

- Jeg tænker, at det kan ske. Vi har den regel, at hvis en hest bløder fra munden, siden eller benene, er man elimineret.

- Jeg synes, at det er en fair regel. Det er fair og ens for alle. Det er sådan, det er, siger han.

Det var tydeligt at mærke på den amerikanske ekvipage, at den ikke var i balance, da hesten løb ind på det nyopførte stadion med det ikoniske slot i baggrunden.

Hesten hoppede rundt og var svær at kontrollere for Orlob, og det var muligvis her, at den fik sparket sig selv.

Før hestene indtager arenaen bliver de i hvert fald tjekket grundigt for netop at undgå, at hesten bløder under konkurrencen. Så alt tyder på, at skaden er sket herefter.

Ifølge Orlob blev hesten ellevild af lyden og de mange mennesker, der mødte ekvipagen, da den entrerede stadion.

Det er - ifølge ham - formentlig her, den har pådraget sig den lille rift, der afgav blod.

Diskvalificeringen betyder også, at amerikanerne er ude af holdkonkurrencen, hvor danskerne drømmer om guldmedaljer.

Fraværet af amerikanerne i finalen får dog næppe den store betydning, mener Daniel Bachmann Andersen.

- Det gør ingen forskel for os, for amerikanerne har ikke været rigtig i spil i år, vurderer danskeren.

Opmærksomhed om tilskadekomne eller blødende heste er steget de seneste år, hvor en række uheldige sager har ramt sporten.

Ud over sagen om den udelukkede danske rytter Andreas Helgstrand og de voldsomme træningsmetoder på hans stutteri, har der blandt andet været fokus på britiske Charlotte Dujardin, som en uge inden OL blev suspenderet af Det Internationale Rideforbund (FEI) i en sag om hestevelfærd i hendes stald.

/ritzau/