Det danske fodboldlandshold skal spille sine første tre kampe i Ukraine. Men det er endnu ikke fastlagt, om det også bliver i Ukraine, at Danmark får sin faste base.
Landstræner Morten Olsen skal med ind over beslutningen, og denne weekend besigtiger han personligt forholdene hos EM-værten.
- Det skal vi kigge på lørdag. Vi har haft folk herude for en måneds tid siden for at kigge på forholdene. Nu skal jeg med ud at kigge på de muligheder, der nu en gang ligger, om det så er i Polen eller Ukraine, siger Morten Olsen.
Uanset hvad håber landstræneren, at kampene i Ukraine ikke afskrækker danskerne fra at rejse over og støtte Danmark.
- To af kampene skal spilles meget tæt på grænsen, så det kunne lige så godt være i Polen. Så vi håber, at vi får mange danskere herover til at støtte os.
- Det har vi vitterligt brug for. Vi får brug for støtte mod så gode modstandere, fastslår Morten Olsen.
Danmark trak ved fredagens EM-lodtrækning Holland, Portugal og Tyskland. Første kamp bliver mod Holland 9. juni, mens Portugal venter fire dage senere. Tyskland er modstanderen i den sidste gruppekamp 17. juni.
Umiddelbart vurderer kommunikationschef i Dansk Boldspil-Union (DBU), Lars Berendt, at Ukraine er det mest oplagte valg som fast base.
- Det er logisk med en basecamp i samme land som de tre gruppekampe. Men det kommende stykke tid vil vise, hvilke hoteller vi har mulighed for at indkvartere os på. Det er lige nu fortsat et puslespil om optioner og frigivelser af optioner.
- Men mine kolleger, som er ansvarlige for hotel- og træningsfaciliteterne, har deres øjne rettet mod nogle udvalgte hoteller, som helt sikkert vil leve op til forventningerne, forklarer Lars Berendt til DBU's hjemmeside.
DBU er garanteret mindst 6000 billetter til danske tilskuere til de tre gruppekampe. Uefa definerer danske tilskuere som enten danske statsborgere eller personer med fast bopæl i Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned