Den mangeårige præsident for Fifa, det internationale fodboldforbund, Joao Havelange slipper for at blive genstand for en undersøgelse om mulig korruption, efter at den 95-årige brasilianer har forladt den internationale olympiske komité, IOC.
Havelange og to andre IOC-medlemmer var indkaldt til en høring i forbindelse med deres mulige rolle i en korruptionssag. Havelange var angiveligt mistænkt for at have taget penge for at ordne lukrative VM-kontrakter.
Om Havelange rent faktisk havde rent mel i posen eller ej, bliver formentlig aldrig fastslået, for IOC har besluttet at skrinlægge undersøgelsen af den aldrende brasilianer, efter han har forladt komiteen.
- Hr. Havelange vil ikke længere være et IOC-medlem. Undersøgelsen omfatter kun IOC-medlemmer, og når hr. Havelange stopper som IOC-medlem, vil der ikke længere være undersøgelser mod ham som privat person, siger IOC's præsident Jacques Rogge til nyhedsbureauet Reuters.
Rogge vil ikke kommentere spekulationer om, hvorvidt Havelange indirekte erkendte sin skyld ved at trække sig fra IOC få dage før den planlagte høring i korruptionssagen.
- Jeg kommenterer ikke ren spekulation. Joao Havelange har tidligere misset andre møder, han var heller ikke til stede ved IOC-sessionen i juli, og han har misset store møder i Fifa.
- For mig er hans afsked baseret på helbred og alder, siger Jacques Rogge.
Havelange var præsident for Fifa fra 1974 til 1998 og har siddet i den olympiske komité siden 1963.
Joao Havelange deltog som svømmer ved OL i Berlin i 1936 for Brasilien. Han var også med i vandpolo ved OL i Helsinki i 1952.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned