Op og ned i dopingsagen mod Armstrong

Dopingsagen mod Lance Armstrong trækker tilsyneladende tråde langt ind i dette års Tour de France-felt, selv om den syvfoldige vinder af løbet stoppede sin cykelkarriere for halvandet år siden.

Offentliggjort Sidst opdateret

* De fleste troede ellers, at cykellegenden endegyldigt var renset for tidligere tiders dopinganklager, da de amerikanske myndigheder i februar efter to års efterforskning droppede anklagerne mod Armstrong.

* Men selv om undersøgelserne ikke førte nogen civil straffesag med sig, ville det amerikanske antidopingagentur (Usada) ikke lade sagen falde.

* Selv om der ikke var beviser for, at der var sket nogen lovovertrædelser undervejs i Armstrongs karriere, kunne der nemlig sagtens være foregået doping alligevel.

* Og 12. juni meddelte Usada Armstrong, at man agtede at åbne en sag mod ham. I et 15 sider langt anklageskrift hævder Usada, at man har beviser for brug af ulovlige stoffer helt tilbage til 1996.

* Blandt andet skulle blodprøver fra 2009 og 2010 vise tegn på enten brug af epo eller ulovlig boldtransfusion.

* Armstrong siger, at han er uskyldig, og at han i løbet af sin aktive karriere som sportsmand mere end 500 gange er blevet testet for doping uden at være positiv én eneste gang.

* Usada siger dog, at man har vidneudsagn fra mere end 10 ryttere, der enten har set Armstrong bruge epo eller hørt ham tale om det i perioden fra 1996 til 2005.

* Identiteten af disse ryttere er indtil videre ukendt. Kun Floyd Landis og Tyler Hamilton har offentligt sagt, at der foregik doping, mens de kørte på hold med Armstrong.

* Den hollandske avis Telegraaf skriver dog torsdag, at Tour de France-rytterne Levi Leipheimer, George Hincapie, David Zabriskie og Christian Vande Velde også skulle være blandt vidnerne mod Armstrong.

* De skulle desuden også have indrømmet selv at have taget doping, men slipper med en straf på seks måneder i bytte for deres talevillighed, skriver Telegraaf på baggrund af oplysninger fra "velinformerede kilder".

* Ud over de fire ryttere skulle også Garmin-Barracudas teamchef Jonathan Vaughters og hans kollega på Radioshack, Johan Bruyneel, være involveret i sagen.

* Sidstnævnte, der var manager for Lance Armstrong i flere år, har valgt at blive væk fra dette års Tour de France for ikke at trække fokus væk fra holdets sportslige præstationer i løbet.

/ritzau/