Optimistisk Brøndby-lejr jubler over genrejst Wilczek
Christian Nørgaard mener, at hattrickhelten Kamil Wilczek bliver vigtig for Brøndby i mesterskabsslutspillet.
Den polske angriber Kamil Wilczek scorede tre gange, da Brøndby søndag slog Lyngby 3-2 i Alka Superligaens sidste runde i grundspillet.
Dermed sørgede polakken nærmest egenhændigt for at øge Brøndbys forspring til tredjepladsen til 13 point inden mesterskabsslutspillet.
Wilczek havde indtil opgøret holdt scoringsfri i foråret, men virker nu igen skarp. Og det glæder midtbaneprofilen Christian Nørgaard.
- Det var meget, meget vigtigt for os at få gang i Kamil. Han havde indtil denne kamp ikke haft tur i den i foråret, så det var fremragende for os, at han lavede tre mål og fik selvtillid til de kommende kampe, siger han.
- Det første mål, hvor han vendte rundt på en modstander og sparkede bolden flot ind, var høj, høj klasse, siger Christian Nørgaard.
Wilczek har nu scoret 13 mål i sæsonen, og han udgør sammen med Teemu Pukki Superligaens farligste duo. 29 mål har de lavet tilsammen.
- Vi har to af de bedste målmagere i ligaen, og det er vi meget glade for, siger Brøndby-træner Alexander Zorniger og tilføjer:
- Jeg var aldrig i tvivl om, at Kamil nok skulle komme i gang med at score mål igen. Han har i de tidligere kampe skabt chancer, skaffet straffespark til os og lavet assister, lyder det fra Brøndby-træneren.
Hattrick-helten er glad for at være tilbage på måltavlen, men han fremhæver også holdets ve og vel som det vigtigste for ham.
- Det var mit første hattrick i Brøndby, men forhåbentligt ikke det sidste. Jeg er meget glad for målene, men det vigtigste for mig var holdets sejr og det store forspring, vi nu har ned til de nærmeste forfølgere, siger Wilczek.
Brøndby har 12 point op til førerholdet FC København og 13 point ned til Lyngby på tredjepladsen inden de afsluttende ti runder i mesterskabsslutspillet.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie