Overlegen Axelsen kører hongkonger over i Indonesien
Viktor Axelsen havde ingen problemer med Ng Ka Long, verdens nummer 12. Foto: Bagus Indahono/Ritzau Scanpix
Viktor Axelsen møder hjemmebanefavoritten Anthony Ginting i semifinalerne ved Indonesia Masters.
Viktor Axelsen har kurs mod sin tredje titel i 2022 efter All England-triumfen i marts og EM-gevinsten i april, men får lørdag hård modstand.
Fredag slog den danske verdensetter uden problemer Ng Ka Long fra Hongkong, 21-13, 21-9 i sin kvartfinale ved Indonesia Masters.
Det var Axelsens tiende møde med Ng Ka Long i karrieren, og det var tiende gang, at danskeren vandt 2-0 i sæt.
Axelsen var ovenpå fra start og skabte sig hurtigt et stort forspring. Ng Ka Long kom lidt tilbage, men Axelsen var hurtigere og klart bedre end sin modstander, hvorfor 14-11 blev til 21-13 i løbet af kort tid i første sæt.
I andet sæt blev klasseforskellen endnu tydeligere. Verdens nummer 12 kunne ikke matche Axelsen på nogen parametre og virkede i perioder modløs mod en fokuseret dansker.
Axelsen skal i sin semifinale lørdag op mod forventeligt noget hårdere modstand, når han møder hjemmebanefavoritten Anthony Ginting.
Danskeren kan trods et markant pres fra lægterne med rette møde op med selvtillid. Han fører 6-4 i indbyrdes opgør og har vundet sine seneste fire møder med indoneseren.
Axelsen har til gengæld ikke tidligere i karrieren vundet Indonesia Masters, der rangerer som en Super 500-turnering, hvilket er det tredjehøjeste niveau på den internationale tour.
Anders Antonsen blev i 2019 den første og hidtil eneste danske vinder af Indonesia Masters.
I det hele taget har 28-årige Axelsen ikke væltet sig i succes i turneringer i Indonesien. Han vandt dog Indonesia Open i 2021 og stiller derfor op som forsvarende mester i 2022-udgaven, der starter mandag. Indonesia Open er en Super 1000-turnering, hvilket er det højeste niveau på touren.
Tidligere fredag røg den eneste anden tilbageværende dansker i Indonesia Masters, Line Kjærsfeldt, ud til verdens niende bedste damespiller, Bing Jiao He.
Den 28-årige dansker, der selv er nummer 33 i verden, var fint med og flere gange foran i første sæt, men kineseren vandt 22-20 og siden 21-14 i andet sæt.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned