Papirvrøvl stopper dansk ishockeyforwards tyske eventyr
Felix Scheel (til højre) fik VM-debut med det danske landshold tidligere på året. Foto: Antti Aimo-Koivisto/Ritzau Scanpix
Felix Scheels karriere i tysk ishockey er slut, før den begyndte. Han er blevet fritstillet i Iserlohn.
Den danske ishockeyforward Felix Scheel er færdig i Iserlohn Roosters, inden han har fået sin debut for den tyske klub.
Ifølge klubbens hjemmeside har man forsøgt at udstyre Scheel med et tysk pas, så han ikke tæller som udlænding. Men det har vist sig at have lange udsigter.
Derfor har Iserlohn nu fritstillet den 30-årige forward, der i sidste sæson blev topscorer i den danske liga, hvor han spillede for Esbjerg Energy.
- Vi indleverede alle papirer i god tid inden sæsonoptakten og havde grund til at tro, at Felix snart ville få tysk pas.
- Desværre kan processen trække ud i flere måneder, så vi på nuværende tidspunkt ikke kan give ham licens som tysk spiller, siger klubbens sportsdirektør, Christian Hommel.
Felix Scheel vendte i 2017 hjem til dansk ishockey efter en årrække i Sverige. Han har siden været en af ligaens farligste skytter og fik i maj VM-debut for det danske landshold.
Denne sommer var han klar til at rejse ud igen, men foreløbig må han altså kigge langt efter sin debut i den tyske liga, DEL.
- Det er en utilfredsstillende situation for Felix, som ikke bare vil holde sig i form, men har brug for kamptræning med tanke på sin karriere - også med landsholdet, forklarer Christian Hommel.
Sportsdirektøren holder vil dog ikke udelukke, at parterne kan finde sammen igen senere.
- Han kunne godt lide at være her, og vi er også meget begejstrede for hans stil og hans kvaliteter. Processen er ikke sat i stå, og vi holder helt sikkert kontakt og følger med i, hvordan tingene udvikler sig, lyder det.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned