Parken-formand: Købstilbud kom ind ad bagdøren
Bo Rygaard er bestyrelsesformand i selskabet bag fodboldklubben FC København. Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Bo Rygaard vidste det ikke, da en investorgruppe i sidste uge prøvede at købe Parken Sport & Entertainment.
Det kom bag på bestyrelsesformanden i Parken Sport & Entertainment, Bo Rygaard, at der i sidste uge pludselig var detaljerede beskrivelser af, at en udenlandsk investorgruppe ville købe selskabet, der blandt andet ejer superligaklubben FC København.
Det siger Bo Rygaard i forbindelse med et arrangement for FCK-fans fredag aften i K.B. Hallen. Rygterne sendte også Parken-aktien ud på en rutsjetur.
- Mange medier henvendte sig til mig og spurgte, om vi var ved at blive solgt, og jeg anede ikke, hvad de snakkede om, siger Bo Rygaard.
Formanden var uvidende, fordi de interesserede købere havde valgt en atypisk fremgangsmåde.
- Det er sådan, at når man gør det rigtig fornuftigt, får mange øjnene op for, at det kan være interessant at få en andel af selskabet eller købe det hele. Derfor får vi ind i mellem nogle købshenvendelser.
- Normalt kommer det ind ad fordøren på mit bord, men det her kom ind ad bagdøren, hvor nogen kom til at tale over sig i pressen, og så blev vi alle sammen taget på bagkant, siger Bo Rygaard.
Først afviste Parken i en fondsbørsmeddelelse, at der skulle være noget om rygterne.
Siden meldte selskabet ud, at en investorgruppe havde henvendt sig til storaktionærerne Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard med henblik på at købe deres aktier i selskabet. Det var Skjærbæk og Korsgaard ikke interesserede i.
Ifølge erhvervsmediet Inside Business ville investorgruppen overtage koncernen og splitte den op, så den blevet fokuseret på fodboldklubben FC København og stadionet Telia Parken.
Parken Sport & Entertainment ejer også Lalandia.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned