Petra Kvitova er ude i et halvt år efter knivoverfald
Tennisspilleren Petra Kvitova, som har vundet Wimbledon to gange, er ude i seks måneders tid. Foto: AP/Jean-francois Badias
AP/Jean-francois Badias
Petra Kvitovas pause bliver længere end først antaget. Nu meldes tjekken ude i omkring seks måneder.
Den dobbelte Wimbledon-mester Petra Kvitova skal holde pause i et halvt år efter et knivoverfald.
Det oplyser kirurgen Radek Kebrle, som opererede Kvitova, til et tjekkisk medie ifølge Reuters.
Kvitova blev opereret tirsdag aften, efter at den tjekkiske tennisspiller tidligere tirsdag var blevet udsat for et knivoverfald i sit eget hjem.
Operationen i venstre hånd, som hun havde forsvaret sig med, varede i tre timer og tre kvarter. Alle fem fingre krævede operation.
Det er venstre hånd, som Kvitova spiller med, og den skal nu have ro i omkring seks måneder. Den første prognose lød ellers på tre måneder.
Kirurgen vurderer dagen derpå, at det vil tage omkring seks måneder, før Kvitova kan spille tennis på topplan med det pres på hånden, som det medfører.
- Når vi snakker om pres på hånden, så snakker vi en periode på omkring seks måneder, siger Radek Kebrle til aktualne.cz.
Pausen betyder, at 26-årige Kvitova med sikkerhed går glip af årets første grand slam-turnering, Australian Open, i januar samt flere andre WTA-turneringer.
Hvis kirurgens prognose holder stik, vil Kvitova også gå glip af grand slam-turneringen French Open, som begynder i slutningen af maj.
Og Kvitova vil også få svært ved at blive klar til grand slam-turneringen Wimbledon, som hun har vundet to gange i karrieren. Wimbledon spilles i juni og juli.
Overfaldet fandt sted i Kvitovas hjem i den tjekkiske by Prostejov, som ligger 260 kilometer sydøst for hovedstaden Prag.
Det er af talsmanden beskrevet som et tilfældigt overfald af en kriminel, og Kvitova var ikke specielt udvalgt som mål for forbrydelsen.
Det er ikke første gang, at der er sket et knivoverfald på en kvindelig tennisspiller.
I 1993 blev den daværende amerikanske verdensetter, Monica Seles, stukket med en kniv under en turnering i Tyskland.
Overfaldsmanden viste sig at være en person, der var besat af Seles' tyske rival Steffi Graf. Seles var efter overfaldet væk fra tennisbanerne i to år.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned