Pidcock detroniserer legende og tager VM-mountainbikeguld
Tom Pidcock var fremragende kørende i lørdagens mountainbikeløb ved VM, hvor han tog guldet. Foto: Matthew Childs/Reuters
Den britiske cykelrytter Tom Pidcock fulgte OL-guldet i mountainbike fra 2021 op med at vinde VM-guld.
Team Ineos' Tom Pidcock droppede landevejsløbet ved årets VM i cykling for at gå efter VM-guld på mountainbike. Den satsning gav pote.
Briten kørte et perfekt disponeret løb og tog guldet foran New Zealands Samuel Gaze og den schweiziske legende Nino Schurter.
Forhåndsfavoritten Mathieu van der Poel, som i søndags vandt et suverænt VM i linjeløb, styrtede i et sving efter blot tre minutter og udgik. Ved OL i 2021 styrtede og udgik van der Poel også af mountainbikeløbet.
Danskerne Sebastian Fini Carstensen og Simon Andreassen sluttede langt tilbage som henholdsvis nummer 34 og 61.
Mens danskerne ikke kunne blande sig i medaljestriden, skilte fire ryttere sig tidligt ud.
Pidcock, som vandt OL-guldet i 2021, Alan Hatherly fra Sydafrika, schweiziske Nino Schurter og Frankrigs Jordan Sarrou var midtvejs et halvt minut foran de næste.
Sarrou måtte lade sig falde tilbage, og på den sjette af de otte omgange efter knap en times kørsel måtte Alan Hatherly også give slip.
Den olympiske mester blev ved med at trykke hårdt på, og ikke længe efter måtte den levende mountainbike-legende Nino Schurter slippe Pidcocks hjul.
Den tifoldige verdensmester og ottedobbelte World Cup-vinder i disciplinen havde ikke fået disponeret kræfterne - eller også mødte han bare sin overmand.
Bagfra havde New Zealands Samuel Gaze, verdensmesteren på maratondistancen, fået fart i cyklen i den sidste halvdel af løbet. Han gik forbi først Hatherly og siden også Schurter, hvorefter han satte jagten ind på Pidcock.
Han løb dog tør for rute til sidst, og den tidligere verdensmester i mountainbike på U23-niveau har nu også en VM-titel for eliteryttere på cv'et.
Hos kvinderne blev danskerne Malene Degn og Caroline Bohé henholdsvis nummer 15 og 18, mens franske Pauline Ferrand Prevot tog guldet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned