Piotr Wozniacki er bitter over den måde, hans engagement som træner for datteren Caroline Wozniacki er bragt til afslutning.
Torsdag offentliggjorde Piotr Wozniacki, at han efter lang tids massiv kritik ikke længere skal være træner for verdensetteren i tennis.
- Ja, jeg er bitter. Jeg har fået nok af det hele. Det har været voldsomt i flere år, siger Piotr Wozniacki til Ekstra Bladet.
Kritikken har primært kørt på Caroline Wozniackis defensive spil og manglende evne til selv at producere vinderslag. En kritik som er faldet tilbage på hendes far og træner.
- Vi talte om, at det kunne være, vi tog fejl. At Caroline burde prøve noget andet. Derfor var jeg heller ikke med i Båstad lige efter Wimbledon, siger Piotr Wozniacki.
- Nu får hun en ny træner og en anden filosofi. Nu skal hun slå vildt til bolden. Det er meningen, at hun skal blive en meget aggressiv spiller. Og måske kan hun på den måde vinde en grand slam om et par år, siger Piotr Wozniacki.
Navnet på den nye træner er ikke offentliggjort endnu, men ifølge Ekstra Bladets oplysninger kan både danske Michael Mortensen og flere udenlandske navne være emner.
Skulle det gå helt galt med den nye træner, vil Piotr Wozniacki være klar til at træde til som træner igen, hvis han bliver bedt om det.
- Selvfølgelig vil jeg det. Jeg vil altid støtte min datter, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie