Pogacar debuterer i regnbuetrøjen med ny solosejr
Med VM-sejren i sidste weekend vandt Tadej Pogacar retten til at køre i den prestigefyldte regnbuetrikot i det kommende år. Lørdag debuterede han i trøjen med en ny sejr. (Arkivfoto). Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Den nykårede verdensmester vandt et regnfyldt Giro dell'Emilia efter at have kørt alene i næsten 38 kilometer.
Tadej Pogacar er helt og aldeles urørlig i international cykling i øjeblikket.
I sidste weekend vandt han i suveræn stil VM på landevej og sikrede sig dermed retten til at køre i den prestigefyldte regnbuetrikot i det kommende år. Lørdag debuterede han så i trøjen med endnu en overlegen præstation.
I den italienske efterårsklassiker Giro dell'Emilia kørte det slovenske fænomen igen alene i mål - denne gang efter knap 38 kilometers solokørsel.
Pogacar rejste sig i sadlen på den første af fem opkørsler på San Luca-stigningen i Bologna. Han trådte let væk fra et ellers stærkt besat favoritfelt og opbyggede lynhurtigt et forspring på mere end et minut.
Selv om han kørte alene i silende regn, havde han ingen problemer med at holde forfølgerne bag sig og havde tid til at nyde publikums hyldest på de sidste meter.
Bag ham så tyskeren Florian Lipowitz længe ud til at sikre sig andenpladsen, men han gik kold på den sidste opkørsel og blev indhentet af forfølgerfeltet med en stribe prominente navne.
Toer blev i stedet briten Tom Pidcock, mens den unge italiener Davide Piganzoli blev en populær nummer tre.
Sejren er Pogacars 24. i denne sæson. Milano-Sanremo og Grand Prix Cycliste de Québec er de eneste løb i 2024, han har stillet op i uden at vinde.
Der venter flere endagsløb i Italien i den kommende uge, der kulminerer med monumentet Lombardiet Rundt på lørdag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned