Pogacar føler med uheldig landsmand: En lortenyhed
Primoz Roglic er røget ned som nummer seks i klassementet efter torsdagens styrt. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Tadej Pogacar er ked af, at Primoz Poglic igen kom galt afsted på torsdagens Tour de France-etape.
Selv om Tadej Pogacar måske har fået en konkurrent mindre at bekymre sig om i kampen om Tour de France-sejren, er han kun trist over nyheden om landsmanden Primoz Roglic' styrt på 12. etape.
Roglic røg i asfalten med godt 12 kilometer tilbage af etapen og tabte 2 minutter og 27 sekunder i det samlede regnskab.
- Jeg hørte noget bagude, men på det tidspunkt var der ikke tid til at kigge sig over skulderen.
- Men så snart jeg passerede målstregen, var der nogle fra holdet, der fortalte mig, at Primoz var styrtet og havde tabt tid. Jeg blev virkelig chokeret. Det var en lortenyhed. Og jeg føler virkelig med ham, siger Tadej Pogacar.
Roglic styrtede også onsdag, men kørte alligevel en god etape. I klassementet lignede han en farlig outsider.
Nu er han dumpet fra fjerde- til sjettepladsen og er næsten fem minutter efter Pogacar.
- Han så bedre ud for hver dag i Touren, og han var kommet rigtig stærkt ind i uge to. Det er virkelig noget skidt for ham.
- Jeg håber, at han fortsætter. Alle ved, at han er en stor fighter. Jeg håber, at han kommer sig og måske vinder en etape. Måske kan han stadig nå at gøre noget i klassementet, siger Tadej Pogacar.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie