Pogacar forventer eksplosion på søndagens Tour-vulkan
Tadej Pogacar i hvidt og Jonas Vingegaard i gult forventes at blive hovedpersoner på vulkan-stigningen Puy de Dôme. Foto: Martin Divisek/Ritzau Scanpix
Når rytterne skal til op ad vulkanen Puy de Dôme som afslutning søndag, forventer Tadej Pogacar et vildt løb.
- Det kommer til at eksplodere på Puy de Dôme.
Sådan lyder forudsigelsen fra Tadej Pogacar ifølge AFP inden søndagens afslutning på den mytiske vulkan på 9. etape af Tour de France.
Det er 35 år siden, Tour-feltet senest kørte på den voldsomme stigning. Her sejrede danske Johnny Weltz på vulkanen, som altså ikke er hverdagskost for Tour-feltet.
- Det bliver noget nyt for alle. Det er en speciel etape, og jeg tror, at det bliver superhårdt. Løbet vil blive sprængt i luften, siger Pogacar.
Når man skal 35 år tilbage for at finde seneste etape på Puy de Dôme, giver det også sig selv, at ingen af feltets nuværende ryttere har kørt på vulkanen i Touren.
Den forsvarende Tour-mester Jonas Vingegaard har dog besigtiget bjerget, så han ved, hvad der venter, hvis han vil forsvare den gule trøje, han også er aktuel indehaver af i dette års løb.
- Jeg har været ude at se på den en enkelt gang, og jeg tror, det er en rigtig led stigning. Så i morgen (søndag, red.) skal nok blive rigtig hård, sagde Vingegaard til TV 2 Sport lørdag.
Stigningen Puy de Dôme er 13,3 kilometer lang og stiger i snit med 7,7 procent. Det er dog især de sidste fire kilometer, som kan jage en frygt i selv dygtige klatrere. Her stiger den nemlig ikke med under 12 procent på noget tidspunkt.
Der er lagt op til endnu et bjergslag mellem Vingegaard og Pogacar, men feltets øvrige ryttere håber, at et udbrud kan få lov til at køre om etapesejren, mens Vingegaard og Pogacar vil duellere lidt længere bagude.
- Jeg jagter nok udbruddet, fordi det vil være umuligt at vinde fra feltet på grund af Vingegaard og Pogacars form, siger AG2R's stærke klatrer Felix Gall til TV 2 Sport.
- Det skal være et godt og stort udbrud, og jeg skal nok have en holdkammerat med, som kan støtte mig, så jeg kan tage det roligt.
Jonas Vingegaard fører Tour de France med 25 sekunder ned til Tadej Pogacar, som vandt Touren i 2020 og 2021.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned