Premier League forbyder spiludbydere på kamptrøjer
Brentford er et af de fodboldhold, der lige nu har en spiludbyder som trøjesponsor. (Arkivfoto). Foto: Paul Terry/Ritzau Scanpix
Fra 2026 må klubberne i Premier League ikke have reklamer for spiludbydere på forsiden af spilletrøjerne.
Det er snart slut med reklamer for spiludbydere på spilletrøjerne i Premier League.
Torsdag oplyser den engelske fodboldliga, at klubberne er blevet enige om at forbyde den slags trøjesponsorer. Det vil træde i kraft efter 2025/26-sæsonen, lyder det.
I øjeblikket har adskillige hold i Premier League en spiludbyder som trøjesponsor, herunder Brentford, Newcastle og West Ham.
Premier League bliver med forbuddet den første sportsliga i Storbritannien til frivilligt at forbyde reklamer for spiludbydere. Det sker i et forsøg på at mindske markedsføringen af pengespil, lyder det.
Forbuddet kommer, efter at ligaen, dens klubber og regeringens kultur-, medie- og sportsdepartement har diskuteret emnet, oplyser Premier League.
I Danmark er der lige nu ikke et tilsvarende forbud mod spiludbydere på trøjerne på vej. Det oplyser Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen.
- Nej, helt generelt er det jo sådan, at vi ikke begrænser klubbernes erhvervsudøvelse. Ud over den lovgivning som gælder for alle andre virksomheder i Danmark, siger Claus Thomsen.
Direktøren understreger, at det i Danmark er forbudt at sælge spilletrøjer til personer under 18 år, hvor der på trøjerne er spiludbydere påtrykt.
Men det er ifølge Claus Thomsen ikke forbudt i gældende dansk lovgivning, at fodboldspillere under 18 år kan spille i kamptrøjer med spiludbydere.
- Professionelle fodboldklubber er erhvervsvirksomheder, og derfor begrænser vi ikke deres erhvervsudøvelse, understreger Claus Thomsen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned