Professionel kontrakt kom i vejen for amatørkongernes fælles caféliv

Magnus Bak Klaris (til venstre) i prominent podieselskab med Mattias Skjelmose og Andreas Kron, efter at han vandt sølv ved DM i sommeren 2023. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

I en høj alder har Rasmus Bøgh Wallin fået drømmen opfyldt og bliver professionel på Uno-X. Hans cykelmakker og forretningspartner ville gerne have været med.

Offentliggjort

I flere år har de været kongerne af amatørscenen og har vundet et hav af mindre danske cykelløb. De har fulgtes ad, siden de var unge teenagere, de har i perioder boet sammen, og siden 2020 har de været forretningspartnere i cykelcaféen Palmarès i Københavns Nordhavn.

Men nu bliver parløbet mellem Rasmus Bøgh Wallin og Magnus Bak Klaris sat på pause, når Bøgh Wallin kaster sig ud i en tilværelse som professionel hos norske Uno-X.

Bak Klaris fortsætter uden sin makker på kontinentalholdet Restaurant Suri-Carl Ras.

- Det er lidt ærgerligt. Det havde været sjovt, hvis vi kunne fortsætte med at køre på samme hold.

- Men vi kan stadig træne meget sammen, og så kan vi jo håbe på, at han kører stærkt nok til, at han kan blive interessant for Uno-X i 2025, siger Rasmus Bøgh Wallin.

Da de to venner for tre år siden etablerede Palmarès som en blanding af en café og et center for personlig træning for cykelmotionister, var drømmen om et liv som professionel ellers mere eller mindre lagt på is.

Magnus Bak Klaris havde haft svært ved at slå igennem, mens Rasmus Bøgh Wallin slikkede sårene efter en hård tid som nyprofessionel på det danske Riwal-hold.

Rasmus Bøgh Wallin har haft stor succes på de hjemlige landeveje i de seneste år. Her er han på enkeltstartscyklen på sidste etape af PostNord Danmark Rundt i august 2023. Foto: Thomas Sjoerup/Ritzau Scanpix

- Mit indtryk på det tidspunkt var, at han var færdig med at være professionel cykelrytter, siger Magnus Bak Klaris om makkeren.

- Vi gik begge med en tanke om at stoppe helt. Efter at vi åbnede caféen, hyggede vi os med at køre for Amager Cykle Rings hold. Og så gik det bare lidt for godt, konstaterer han.

I 2022 skiftede de begge til Restaurant Suri-Carl Ras og indledte et to år langt amokløb på landevejene. Især sprintertypen Bøgh Wallin har haft en fest med ikke mindre end 27 sejre.

Den mere klatrestærke Bak Klaris har vundet færre løb, men imponerede i juni 2023 ved at vinde sølv ved DM i kamp mod en lang række af landets stærkeste professionelle.

- Det gav en del opmærksomhed, og jeg fik flere professionelle tilbud. Men ingen fra World Touren eller fra Uno-X, der kunne være et drømmehold at køre for, siger Magnus Bak Klaris.

Ved siden af cykelkarrieren har han læst idræt på Københavns Universitet, hvor han for nylig er blevet ansat som videnskabelig assistent.

Det betyder ikke, at drømmen om at blive professionel cykelrytter er forsvundet. Men han er kræsen med, hvad han siger ja til.

- Jeg vil ikke bare være professionel for at være professionel. Jeg kigger på oplevelserne og mulighederne.

- Lige nu får jeg lov til at sætte mit eget præg på de løb, jeg kører. Det ville jeg skulle sige farvel til, samtidig med at jeg skulle sige nej til stillingen på KU.

- Jeg vil rigtig gerne være professionel på et fedt hold, men realistisk set bliver det nok svært for mig, erkender Magnus Bak Klaris.

Det skyldes ikke mindst hans alder. Ligesom Rasmus Bøgh Wallin fylder han 28 i januar. Selv om det normalt betragtes som en cykelrytters guldalder, er det et handicap i en tid, hvor storholdene indfanger talenterne tidligere og tidligere.

I det lys kan man sige, at Magnus Bak Klaris er født ti år for sent. Som ungdomsrytter var han blandt verdens bedste og vandt juniorernes Paris-Roubaix og det prestigetunge Fredsløbet.

- Han var sindssygt god. I dag ville han vel være kommet direkte ind på et World Tour-hold, hvis man ser på resultaterne. Han var med fremme i næsten alt, husker Rasmus Bøgh Wallin.

Dengang lå det ikke i kortene, at det var Wallin og ikke Klaris, der skulle score en kontrakt på et eftertragtet hold som Uno-X.

Ikke fordi Wallin ikke havde ambitionerne. Det var mere niveauet, det kneb med.

- Jeg tog det mindst lige så seriøst som Magnus, men jeg var ikke lige så god. Min udvikling er gået langsommere, siger Rasmus Bøgh Wallin.

Alligevel er det altså lykkedes ham at gå imod strømmen. At blive professionel igen som 28-årig. At blive holdkammerat med Magnus Cort og den norske stjernerytter Alexander Kristoff.

Han mener selv, at det skyldes, at han kommer med en anden ballast, end man finder hos mange af de helt unge.

- Man skal vinde rigtig mange løb for gøre sig interessant i min alder, men jeg tror ikke udelukkende, at Uno-X vil have mig, fordi jeg har vundet meget.

- De ved, at jeg går meget op i aerodynamik, og hvordan man sidder rigtigt på cyklen. Det kræver meget træning, og det er godt at have nogen på holdet, der interesserer sig for det, mener Rasmus Bøgh Wallin.

Overraskende nok er de to rytteres opblomstring kommet, samtidig med at deres træning har været mindre struktureret end nogensinde.

Mens mange ryttere sidder på cyklen hver formiddag klokken ti og tramper i pedalerne i timevis, har Bøgh Wallin og Bak Klaris valgt at træne med motionshold om aftenen.

- Vi har kørt med klubber, vi har mødt igennem vores café. Normalt ville man have en mere fast struktur, men vi ved meget om træning og har stor erfaring.

- Jeg ville ikke anbefale en ung rytter at køre sådan, men for os har det fungeret fint, fastslår Rasmus Bøgh Wallin.

Det kommer til at ændre sig, når han nu træder skridtet op på den store scene. Han skal også vænne sig til, at han ikke kommer til at vinde et tocifret antal løb om året.

- Det bliver meget anderledes, men det kan også være fedt at være med til, at holdet vinder. Og det virker realistisk, når man ser på den fremgang, Uno-X har haft, siger Rasmus Bøgh Wallin.

På caféen i Nordhavn skal Magnus Bak Klaris i de næste år stå flere timer bag disken, mens makkeren udlever drømmen.

- Jeg ville gerne have været med ham til Uno-X, for jeg er overbevist om, at vi gør hinanden bedre. Jeg er ked af, at vi ikke skal køre på hold sammen, men jeg er superglad på hans vegne, siger Magnus Bak Klaris.

/ritzau/

Wallin og Klaris har fulgtes ad i mange år

Rasmus Bøgh Wallin og Magnus Bak Klaris er født med 21 dages mellemrum i januar 1996. Som teenagere blev de holdkammerater på Amager.

* 2013-14:

Som juniorryttere kørte Rasmus Bøgh Wallin og Magnus Bak Klaris på Amager Cykle Rings juniorhold, Team Cycling Elite Copenhagen.

* 2015-16:

Bak Klaris forsøgte sig på det hollandske talentakademi SEG Racing, hvor han blev holdkammerat med blandt andre den senere supersprinter Fabio Jakobsen og landsmanden Mathias Norsgaard. Rasmus Bøgh Wallin fortsatte i Danmark, hvor han kørte for Copenhagen Pro Cycling/Team Soigneur.

* 2017:

Duoen blev genforenet i en sæson på kontinentalholdet ColoQuick.

* 2018-20:

Rasmus Bøgh Wallin fortsatte på ColoQuick i 2018, og blev derefter professionel på Riwal. Magnus Bak Klaris tilbragte halvandet år på kontinentalniveau hos Team Almeborg-Bornholm, inden han i maj 2019 meddelte, at han stoppede karrieren.

* 2020-23:

I august 2020 var Bak Klaris tilbage på cyklen på klubholdet Team CO:Play på Amager. Her fik han selskab af Bøgh Wallin, der var kørt sur i proflivet på Riwal og genstartede karrieren på amatørniveau. I 2022 fulgtes de to ryttere ad til Restaurant Suri-Carl Ras, hvor de med stor succes kørte i to sæsoner.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu