Pytlick bliver hjemme: GOG giver VM-stjernen tid til ro
Simon Pytlick vandt i januar VM med Danmark. Siden har han spillet flere ligakampe, og i weekenden spillede han to kampe på to dage, da GOG vandt pokalturneringen. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
GOG har besluttet, at VM-profilen Simon Pytlick skal have ro til krop og hoved, og derfor bliver han sparet.
Der er trukket mange veksler på håndboldspilleren Simon Pytlick i de seneste måneder, og for at han ikke skal brænde ud, får han nu en pause.
Når håndboldklubben GOG onsdag drager mod Bukarest i Rumænien for at spille Champions League, er det uden den 22-årige bagspiller på flyet.
Det fortæller klubbens træner, Nicolej Krickau, til Fyens Stiftstidende.
- Det er en beslutning, jeg alene har taget. Simon bliver hjemme for at få ro - det gælder både kroppen og hovedet. Simon har været slidt siden slutrunden, siger Krickau med henvisning til VM i januar.
Netop ved slutrunden i Sverige og Polen fik Simon Pytlick sit helt store gennembrud på landsholdet.
Turneringen igennem var han en afgørende faktor for Danmark, som i sidste ende løb med guldmedaljerne.
Et meget lignende forløb var Mathias Gidsel igennem, da han ved VM i 2021 fik sit store gennembrud på landsholdet.
Dengang spillede højrebacken også i GOG, og også ham blev der trukket store veksler på i kølvandet af VM-triumfen i Egypten. Alle ville have en bid af ham.
Det blev for meget for den unge højreback, som måtte slås med mentale udfordringer, der brød ham så meget ned, at han opsøgte psykologhjælp.
Om det er det, GOG forsøger at undgå ved at give Simon Pytlick en pause, melder historien intet om.
Nicolej Krickau fortæller, at den unge profil har døjet med en mindre forstrækning i maven, men at han er i spil til søndagens ligakamp mod Ribe-Esbjerg.
GOG møder torsdag Dinamo Bucuresti i en kamp for at beholde sin øjeblikkelige fjerdeplads i Champions League-gruppespillet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned