Der var gennemtræk på den danske udskiftningsbænk i store dele af opgøret mod Sverige. Landstræner Jan Pytlick skiftede ud i ét væk i forsøget på at ramme en angrebsopstilling, der kunne lave mål.
Det lykkedes aldrig rigtigt, men alligevel vandt Danmark 20-19.
- Det var en sej match at komme igennem. Vi ledte og ledte og ledte. Forsvaret stod supergodt, men begge hold kunne vist godt have spillet bedre i angrebet.
- Det er det, der sker, når vi kender hinanden så godt, siger Pytlick.
Kampen blev ikke mindre rodet af, at det litauiske dommerpar var ivrige med fløjten og ikke var karrige med hverken straffekastkendelser eller udvisninger.
- Det var håbløst. Der var alt for mange udvisninger begge veje. Det gav en urytmisk kamp, hvor man aldrig rigtigt vidste, om man ville ryge ud, siger Pytlick.
Han og assistenttræner Kim Jensen vidste, at Danmark kunne tåle at tabe med to mål og alligevel vinde sin pulje, og det spillede ind mod slutningen af kampen.
- Da der manglede fire minutter, begyndte vi at sige til spillerne på bænken, at vi skulle tage den lidt med ro og lade være med at løbe kontraer, siger Pytlick.
Alt i alt er han enormt tilfreds med det, hans spillere har præsteret i de fem første kampe i Brasilien.
- Vi har gjort det fantastisk. Der har været masser af ting, der ikke har været så kønne, men det her hold er vokset helt vildt.
- Vi er hårdt ramt af, at der er otte spillere, der ikke er med. Men dem, der er her, tager bare supergodt over.
- Hvilke nationer kunne lige tage 3-4 af deres allerbedste ud og alligevel klare sig på det her niveau? spørger landstræneren.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned