Qatar forkorter arbejdstid som værn mod VM-trafikpropper
Der er fuld gang i VM-forberedelserne i Doha. Foto: Hamad I Mohammed/Reuters
Statsansatte får kortere arbejdsdage og skoleelever får ferie under VM i Qatar for at undgå lange trafikkøer.
I bestræbelserne på at undgå en masse trafikale problemer for fodboldfans under VM i Qatar, reguleres arbejdstiderne for statsansatte og mødetiderne for skoleelever i landet.
En million fodboldfans ventes at være i Qatar under VM-perioden, der varer fra 20. november til 18. december. Særligt i periodens første to uger, hvor alle 32 lande fortsat er med i slutrunden, ventes der at være så stort et transportpres, at det kan få betydning for, om alle fans når frem til diverse stadioner i tide.
Alle VM-stadioner ligger i eller i nærheden af millionbyen Doha, og der er metrostationer i nærheden af de fleste stadioner.
For at komme de forventede trafikale problemer til livs skal kun 20 procent af de statsansatte på arbejde i perioden fra 1. november til 19. december, og de skal kun arbejde fire timer hver dag.
Stort set alle indfødte qatarer bliver statsansatte efter endt uddannelse. Befolkningsgruppen udgør cirka en ottendedel af landets befolkning på lidt under tre millioner mennesker. Migrantarbejdere udgør cirka 95 procent af landets arbejdsstyrke.
Også skoleelever i landet får særlige vilkår under VM-slutrunden.
I perioden 1.-17. november - ugerne op til slutrunden - reduceres skoletiden, så de møder fra klokken syv om morgenen og frem til middag. Fra 18. november og lidt over en måned frem holder eleverne ferie.
Det bliver kun en lille gruppe danske fodboldfans, der får lov til at se, om initiativerne får betydning for muligheden for at komme effektivt frem til VM-stadionerne.
I slutningen af september meddelte Dansk Boldspil-Union, at der i gennemsnit var afsat lidt under 700 billetter til danske fans til hver af Danmarks tre VM-gruppekampe.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned