Randers-træner kalder pokalexit for klubkatastrofe
Rasmus Bertelsen var stærkt utilfreds med sit hold onsdag aften i pokalturneringen. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Nederlaget til Brabrand IF fra 3. division kommer til at nage cheftræner Rasmus Bertelsen i lang tid.
Superligaklubben Randers FC havde store ambitioner om at nå langt i pokalturneringen, men det blev til et hurtigt exit.
I tredje runde tabte pokalmesteren fra 2021 med 0-1 på udebane til Brabrand IF fra 3. division.
Cheftræner Rasmus Bertelsen så alt for få målchancer fra sit mandskab mod en ellers overkommelig modstander fra midten af landets fjerdebedste række.
- Det er en katastrofe for en klub som os at ryge ud på den her måde.
- Hvis truppen er så bred, som jeg går og siger, den er, så skal det kunne lade sig gøre at spille sig rimelig sikkert igennem den her kamp, siger Rasmus Bertelsen til klubbens hjemmeside.
Selv om der allerede i weekenden er mulighed for en smule oprejsning i et lokalbrag mod AGF i Superligaen, så vil det tidlige pokalexit sidde i Randers-træneren i lang tid.
- Selv hvis vi skulle vinde kampen på lørdag, så vil det ikke være nok til at fjerne smerten over det her nederlag, fordi det må ikke ske.
- Vi kommer til at være forbandet over, at vi ikke er med i næste runde. Vi har stolte traditioner med pokalturneringen i Randers, og det skal vi kunne gøre bedre, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned