Randers-træner lovpriser defensiven efter stærk stime

Thomas Thomasberg(Randers - Træner) Superliga: SønderjyskE - Randers FC. Sydbank Park Haderslev søndag den 20 december 2020. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Thomas Thomasberg forklarer god Randers-afslutning på efterårssæsonen med solide forsvarspræstationer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Randers FC rundede efteråret i Superligaen af med manér, da det kronjyske mandskab tog alle tre point på udebane mod Sønderjyske.

Det var femte sejr på stribe i landets bedste række, mens det også var femte sejr på udebane i sæsonen. Det gør Randers til det suverænt bedste hold på fremmed græs i denne sæson.

Randrusianernes cheftræner, Thomas Thomasberg, peger på gode defensive præstationer som nøglen til succes.

- Vi har lukket færrest mål ind i ligaen, og det er selvfølgelig en af grundene til det. Vi har kun lukket tre mål ind i syv udekampe, og det giver bare sejre og point.

- Mod Sønderjyske var det igen en solid defensiv indsats, der gav os sejren. Spillet blev ikke prangende, men det vidste vi godt, at det ikke ville blive med den bane, siger Thomasberg.

- I de to sæsoner, jeg har været her inden denne sæson, der har vi været så markant stærkere på hjemmebane, at der har været snak om, at vi skulle til at øge pointhøsten på udebane.

Selv om han roser Randers-defensiven til skyerne, så erkender han også, at der er en generel tendens under corona-restriktionerne.

- Jeg tror, der er kommet flere uafgjorte kampe og udesejre i alle ligaer, end der plejer. Jeg tror, man kan konstatere, at ligegyldigt hvor vi er henne i Europa, så er det blevet lidt lettere at være udehold.

Efter sejren over Sønderjyske var Randers-anfører Erik Marxen ikke 100 procent tilfreds trods tre point at varme sig på.

- Præstationen var tilstrækkelig. Det var ikke superskønt, og marginalerne gik lidt vores vej. Det blev aldrig helt skønt, men så måtte vi krige og forsvare så godt, vi nu kunne, siger Marxen og slutter om græstæppet:

- Det var en fuldstændig forfærdelig bane. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.