Rasmus Højlund får underkendt scoring i stor United-nedtur
Rasmus Højlund nåede at juble over sin scoring, som dog blev annulleret kort efter. Foto: Adam Vaughan/Ritzau Scanpix
Rasmus Højlund fik en scoring underkendt i sin startdebut, da Manchester United tabte 1-3 til Brighton.
Rasmus Højlund fik i sin startdebut bolden i nettet, men gik målløs fra banen, da Manchester United lørdag tabte 1-3 til Brighton på hjemmebane i Premier League.
Den danske landsholdsprofil sparkede United på 1-1 kort før pausen og nåede at juble stort, men med hjælp fra VAR blev det konkluderet, at bolden havde været ude over baglinjen, inden Marcus Rashford fandt Højlund i feltet.
Også Christian Eriksen var med fra start på Old Trafford, men heller ikke han gjorde nogen afgørende forskel i et opgør, hvor Brighton især efter pausen var klart bedst.
Danny Welbeck, Pascal Groß og Joao Pedro bragte Brighton på 3-0, inden midtbanespilleren Hannibal Mejbri pyntede på resultatet. Højlund blev skiftet ud efter 64 minutter, mens Eriksen fik fuld tid.
Manchester United ligger efter nedturen blot nummer 12 i tabellen, hvor Brighton til gengæld er nummer tre.
Manchester City topper med maksimum 15 point, efter at Pep Guardiolas tropper ude vendte 0-1 til en 3-1-sejr over West Ham takket være træffere af Jeremy Doku, Bernardo Silva og Erling Haaland.
På Old Trafford var United nogenlunde med i en underholdende første halvleg, men Brighton var knivskarp, og efter 20 minutter satte den tidligere Manchester United-angriber Danny Welbeck en målgivende inderside på et indlæg fra den tidligere FC Nordsjælland-spiller Simon Adringa.
United-defensiven blev udstillet igen to gange i anden halvleg, hvor først Pascal Groß og siden Joao Pedro blev sat i scene af venstrebacken Tariq Lamptey.
20-årige Mejbri sparkede flot en hurtig reducering i nettet, men lige lidt hjalp for et tandløst hjemmehold, som onsdag gæster Bayern München i Champions League.
Lørdag bød omvendt på en optur for Tottenham, som med Pierre-Emile Højbjerg som sen indskifter fik 2-1 mod Sheffield United efter to scoringer i de døende sekunder.
Joachim Andersen og Crystal Palace havde kurs mod tre point i Birmingham, men her vandt hjemmeholdet Aston Villa 3-1 efter tre sene fuldtræffere.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned