Redningsplan: Esbjerg-spillere på smalkost

Det er ingen hemmelighed, at det gør ondt i økonomien, når en klub rykker ud af Superligaen i fodbold.

Alligevel synes slaget at have ramt ekstra hårdt i Esbjerg, hvor klubben er truet på livet.

- Vi er udfordret på vores drift og skal have tilført kapital for at sikre os likviditet til at komme igennem tiden i 1. division. Men vi er på vej i den rigtige retning, efter at vi de seneste uger har måttet tage nogle vanskelige beslutninger.

- Jeg bygger min langsigtede optimisme på den fantastiske opbakning, vi fortsat møder fra både sponsorer og byen som helhed. Nedrykningen har skabt et sammenhold uden lige, siger administrerende direktør Søren Poulsen i en pressemeddelelse.

Mandag aften måtte direktøren fortælle aktionærer og investorer, hvor alvorlig situationen er, men troen på overlevelse som fodboldforretning er intakt, og derfor er sparekniven i den grand taget i brug i det vestjyske.

Ifølge tirsdagens pressemeddelelse har klubben allerede fyret fire medarbejdere i administrationen, ligesom der arbejdes på andre besparelser.

Også spillerne kommer til at mærke den alvorlige situation. På grund af flerårige kontrakter kan der ikke her og nu skæres så drastisk i spillerlønningerne, men i løbet af de kommende fire år skal udgifterne til spillerlønninger næsten halveres.

- Spillerlønninger og afskrivninger på spillerkontrakter bliver i perioden 2009-2013 reduceret med 46 procent, lyder det første punkt i den vestjyske spareplan.

Også de øvrige personaleomkostninger skal skæres betragteligt, og så har Esbjerg akut behov for en kapitaltilførsel på 20 millioner kroner i de kommende måneder.

Her sætter klubben sin lid til nuværende og nye investorer, der ser "Esbjerg fB som en vigtig kulturbærer og brandingfaktor i hele vores region".

På den sportslige side læner redningsplanen i Esbjerg sig op ad en direkte returbillet til Superligaen.

/ritzau/

Nedrykningen fra Superligaen gør ondt i Esbjerg. Eksistensen er truet, og spillerudgifterne skal nu halveres.

Offentliggjort Sidst opdateret