Riddersholm om FCM-gensyn: Fantastisk at være tilbage
Glen Riddersholm fik 1-1 mod sin tidligere klub, da han for første gang vendte tilbage til MCH Arena.
Det kom som et chok for de fleste, da Glen Riddersholm for knap et år siden valgte at forlade FC Midtjylland med øjeblikkelig virkning.
FC Midtjylland havde netop vundet det danske mesterskab, men på grund uoverensstemmelser med klubbens sportsdirektør, Claus Steinlein, kunne Glen Riddersholm ikke længere se sig selv som cheftræner for midtjyderne.
I stedet overtog Glen Riddersholm roret i AGF, og søndag vendte han så tilbage på MCH Arena for første gang siden bruddet med de midtjyske ulve.
- Jeg blev taget rigtig godt imod, og det har grundlæggende været en fantastisk oplevelse at komme tilbage.
- Jeg har brugt mere end en tredjedel af mit liv her i FC Midtjylland, og derfor var det dejligt at være tilbage og få hilst på mine gamle kolleger.
- Men da første kampen i gang, tænkte jeg ikke så meget over det. Der handlede det om at vinde, og så er det egentlig ligegyldig, hvem du møder, siger Glen Riddersholm efter 1-1-kampen.
Fra trænerbænken kunne Glen Riddersholm se sit mandskab bringe sig på sejrskurs midtvejs i første halvleg, men i anden halvleg blev AGF-spillerne mærket af pokalfinalen mod FC København tidligere på ugen.
Et opgør som aarhusianerne tabte med 1-2.
- I anden halvleg begyndte pokalkampen at sætte sig i benene på spillerne, men vi formåede alligevel at holde FC Midtjylland fra de helt store målchancer. Vi brød deres rytme med vores pres, og derved fik de svært ved at opbygge deres spil.
- Jeg havde været bekymret op til kampen på grund af vores mange omjusteringer, men jeg var meget tilfreds med spillernes præstation. De bestod både fysisk og mentalt, siger Glen Riddersholm.
Med resultatet er Glen Riddersholm fortsat uden sejr som AGF-træner i Alka Superligaen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned