Riddersholm udråber Sønderjyske som favorit i AaB-kamp
Sønderjyske-træner Glen Riddersholm Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Sønderjyske kan nøjes med uafgjort imod AaB, og det gør klubben til favorit ifølge træner Glen Riddersholm.
Med en runde tilbage af Superligaens kvalifikationsspil ligger Sønderjyske øverst med et point ned til AaB.
Netop AaB er modstanderen for Sønderjyske i mandagens vigtige kamp, og Haderslev-klubben kan altså derfor nøjes med uafgjort for at sikre sig syvendepladsen og dermed en kamp om europæisk deltagelse mod AGF i Aarhus.
- Jeg vil ikke være bange for at udråbe os som favoritter. Vi har fordelen, siger træner Glen Riddersholm med tanke på det gode udgangspunkt.
Men selv om Sønderjyske-træneren er tilfreds med den nuværende situation i tabellen, kunne han ikke drømme om at gå ind til kampen med et point på hjernen.
- Vi kan ikke gå ind til en fodboldkamp og regne med at spille uafgjort. Vi skal angribe kampen på et forhåbentligt udsolgt Sydbank Park og spille med intensitet og power.
- Men det bliver en tæt kamp. AaB er et fantastisk hold, siger Riddersholm.
Også kantspilleren Jeppe Simonsen, som scorede det afgørende mål torsdagens 2-1-sejr over Horsens, ser frem til en direkte duel om syvendepladsen.
- Syvendepladsen betyder utrolig meget. Det er rart stadig at have en mulighed for at spille europæisk fodbold efter at have tabt pokalfinalen, siger Simonsen.
Selv om Riddersholm er enig med sin spiller i, at det er dejligt stadig at have muligheden for at kvalificere sig til Europa, ser han blandet på strukturen.
- Jeg har to holdninger til, at syvendepladsen kan give en europæisk plads.
- Først og fremmest vil jeg ikke skamme mig over at tage pladsen. Sådan er systemet indrettet, og vi vil fejre og være glade for Europa-pladsen, hvis det bliver en realitet.
- Men hvis jeg bliver spurgt som fodboldmenneske, synes jeg ikke, at det er retfærdigt. Det strider imod princippet om, at hvert eneste point tæller, siger Riddersholm.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie