Ronaldo afviser kritik: Mit arbejde i Europa er færdigt
Cristiano Ronaldo ankommer her til Mrsool Park i saudiarabiske Riyadh, hvor han bliver budt velkommen inden sin præsentation på et pressemøde. Foto: Ahmed Yosri/Reuters
Cristiano Ronaldo blev officielt præsenteret på et pressemøde efter skiftet til saudiarabiske Al-Nassr.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Der skal slås rekorder i Saudi-Arabien, som det også er sket i Europa.
Det fastslår Cristiano Ronaldo, da han tirsdag blev officielt præsenteret på et pressemøde i Riyadh, hvor han de kommende år skal tørne ud for Al Nassr.
Kritikere mener, at det er en uværdig afslutning på så stor en karriere. Men det afviser Ronaldo, der føler, at han har gjort nok i europæiske klubber som Manchester United, Real Madrid og Juventus.
- Mit arbejde i Europa er færdigt, og nu venter en ny udfordring i Asien. Jeg spillede i verdens bedste klubber, og jeg vandt det hele.
- Jeg er en unik spiller og er glad for at komme her. Jeg slog alle rekorder i Europa, og jeg vil slå de få, der er her. Kontrakten er unik, fordi jeg er en unik spiller, siger Ronaldo.
Annonce
Den 37-årige portugiser oplyser, at han havde mange andre klubber i hele verden, der gerne vil ansætte ham.
- Jeg kan fortælle, at jeg havde mange muligheder i Europa. Der var mange klubber, der ville have mig. Jeg havde også muligheder i Brasilien, Australien, USA og Portugal.
Den saudiarabiske fodboldklub Al Nassr kunne tirsdag præsentere Cristiano Ronaldo på et pressemøde. Foto: Ahmed Yosri/Reuters
- Der var mange klubber, der prøvede at hente mig, men jeg havde givet mit ord til denne klub, og jeg er glad for muligheden.
- Det er en god udfordring for mig. Jeg ved, hvad jeg vil have, og jeg ved selvfølgelig også, hvad jeg ikke vil have, siger Ronaldo.
Hans nye kontrakt med Al Nassr løber to og et halvt år frem.
Ronaldos skifte kom efter en bitter ende på det andet ophold i engelske Manchester United.
Efter at være blevet degraderet til bænkevarmer sagde han i et interview med tv-værten Piers Morgan, at han ingen respekt havde for Erik ten Hag som manager, og at klubbens unge spillere har det for nemt.
Kort efter rev Manchester United Ronaldos kontrakt itu.
Superstjernen har selv sagt, at han planlægger at indstille karrieren som 40-årig, og ifølge flere medier kommer han til at tjene knap halvanden milliard kroner i Saudi-Arabien, inden kontrakten er udløbet.
Han er den største sportsstjerne, som har taget arbejde på Den Arabiske Halvø. Andre store fodboldspillere som George Weah, Pep Guardiola og Xavi har også afsluttet karrieren her.
Annonce
Kritikere mener, at underskriften med Ronaldo er et forsøg fra Saudi-Arabiens side på at "sportswashe", som det kaldes, når et land forsøger at forbedre sit omdømme gennem sport.
Landet har gennem en kapitalfond for nylig overtaget den engelske fodboldklub Newcastle. Landet har også startet en golftour med enorme pengepræmier og kapret en række store golfnavne.
Seneste artikler
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Kronprinsen til stor brofest
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse