Ronaldo og Messi kan varme op for Kessler

Mikkel Kesslers promotor, Kalle Sauerland, forventer, at mellem 15.000 og 20.000 fans møder op for at støtte danskeren.

Det kan dog blive nogle endnu større stjerner, for eksempel Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, der kommer til at varme op for Mikkel Kessler i Parken, for samme aften bliver Champions League-finalen i fodbold spillet i München.

- Vi arbejder på en løsning, så vi formentlig kommer til at vise kampen på storskærm. Det skal vi diskutere i de kommende dage med vores tv-partner, Viasat, og med Parken, siger Mikkel Kesslers promotor, Kalle Sauerland.

Champions League-finalen begynder klokken 20.45 og slutter små to timer senere, med mindre kampen går i forlænget spilletid.

Eftersom Viasat også har rettighederne til at vise Champions League-finalen, og Mikkel Kesslers kamp skal sælges som payperview, kommer danskeren næppe i aktion under nogen omstændigheder, før finalen er spillet færdig.

Før Mikkel Kessler skal bokse, skal en række andre boksere også på programmet i Parken.

Kalle Sauerland frygter dog ikke for, at Champions League-finalen kommer til at flytte fokus fra boksningen.

- Nej, det er jeg ikke bekymret for. Det bliver en lang aften, og det bliver en stor aften for sport. Og hvilket sted er bedre at se en Champions League-finale end på stadion i Parken, spørger den tyske promotor.

/ritzau/

Det bliver uden tvivl et tilløbsstykke, når bokseren Mikkel Kessler lørdag den 19. maj går i ringen i Parken mod en endnu unavngivet modstander.

Offentliggjort Sidst opdateret