Rosendahl Bach misser VM-finale trods personlig rekord
Helena Rosendahl Bach ses her i aktion under VM i Fukuoka. Foto: Issei Kato/Reuters
Helena Rosendahl Bach sluttede sidst i VM-semifinalen i 100 meter butterfly trods personlig rekord.
Den danske svømmer Helena Rosendahl Bach må nøjes med at se til, når VM-finalen i 100 meter butterfly afvikles mandag.
Søndag eftermiddag dansk tid formåede hun nemlig ikke at avancere fra semifinalerne, selv om hun satte personlig rekord i jagten på en finaleplads ved langbane-VM i japanske Fukuoka.
Tiden 58,54 rakte dog kun til en samlet 16.- og sidsteplads på tværs af de to semifinaler, hvor de i alt otte bedste blev tildelt en finalebillet.
Allerede i det indledende heat natten til søndag dansk tid satte hun personlig rekord med tiden 58,55 sekunder, men den blev altså forbedret igen lidt senere søndag.
Hun er dog ikke helt tilfreds trods den personlige rekord.
- Lige nu er jeg skuffet over resultatet, fordi jeg havde troet, jeg godt kunne have svømmet endnu hurtigere.
- Jeg havde håbet på lidt mere, hvis jeg skal være helt ærlig. Min hjemtur var for langsom, og det er jeg træt af. Jeg satser på, at det bliver bedre på 200 meter butterfly, siger Helena Rosendahl Bach.
Den 23-årige dansker skal stadig forbedre sig markant på 100 meteren, hvis hun vil til næste års OL i Paris i disciplinen. OL-kvalifikationskravet lyder på 57,92 sekunder.
Helene Rosendahl Bach var også en del af den danske holdkap i 4 x 100 meter fri ved VM.
Natten til søndag sluttede den danske kvartet, der også talte Signe Bro, Julie Kepp Jensen og Emilie Backmann, på 14.-pladsen på tværs af de indledende heats og kvalificerede sig ikke til finalen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned