Rosengren taber semifinale ved PL og dyster om bronze

Cathrine Rosengren skal spille mandag en bronzekamp ved de paralympiske lege i Paris. Foto: Jennifer Lorenzini/Reuters

Medaljehåbet Cathrine Rosengren vandt kvartfinalen ved PL, men tabte semifinalen og skal spille om bronze.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmark har stadig mulighed for at få en medalje med hjem fra de paralympiske konkurrencer i badminton.

Det står klart, efter at Cathrine Rosengren søndag aften tabte sin semifinale 14-21, 14-21 til kineseren Yang Qiuxia.

Kineseren er forsvarende paralympisk mester og blev for stor en mundfuld for danskeren.

Rosengren var fint med i mange af duellerne, men kineseren forsvarede sig godt og formåede at være et skridt foran i det meste af kampen.

Nederlaget betyder, at Rosengren mandag eftermiddag skal dyste om bronze ved de paralympiske lege i Paris.

Tidligere søndag vandt Rosengren sin kvartfinale 21-19, 21-10 over portugiseren Beatriz Monteiro i Paris.

Den tredjeseedede dansker vandt begge sine gruppekampe, men kom skidt fra start mod Monteiro, som førte stort set hele første sæt.

Rosengren blev lidt for utålmodig i sit spil og var bagud med syv point, før hun begyndte at få styr på sit spil.

Nede 15-19 begyndte hun at holde boldene inden for linjerne, mens portugiseren begyndte at lave fejl. Danskeren tog seks point på stribe og vandt sættet.

I andet sæt havde Rosengren langt mere overskud. Hun spillede med stor ro og overblik og havde overskud til at smile indimellem.

Blot 13 minutter tog det, før andet sæt var hjemme, og Rosengren kunne glæde sig over, at hun nu som minimum skal spille om bronze.

25-årige Cathrine Rosengren har nerveskader i sin venstre arm og deltager i klassen SU5, der er kategorien for stående atleter med nedsat funktion i arme eller hænder.

Hun har tidligere vundet guld ved EM og bronze ved VM, men ved PL har hun sin første medalje til gode.

/ritzau/