Roy Hodgson: Vi hænger os for meget i statistikker
Roy Hodgson, manager for Crystal Palace, takker for kampen mandag aften. Crystal Palace vandt 2-1 ude over Brighton på et mål fem minutter inde i tillægstiden. Foto: Frank Augstein/Reuters
Frank Augstein/Reuters
Crystal Palace-manager Roy Hodgson vil ikke undskylde for at have vundet en kamp stik imod spil og chancer.
Statistikken talte sit tydelige sprog efter Crystal Palaces sejr på 2-1 ude over Brighton mandag aften i Premier League.
Brighton havde bolden i tre fjerdedele af tiden, 13 hjørnespark, 25 skud på mål samt et hav af berøringer og 9 blokerede skudforsøg i modstanderens felt.
Omvendt havde Crystal Palace bolden i en fjerdedel af tiden, tre forsøg på mål, nul hjørnespark, nul blokerede forsøg og blot to berøringer i modstanderens felt.
Crystal Palace-manager Roy Hodgson forsvarer sit holds spillestil og giver ikke meget for tal og statistik.
- Vi er så optaget af statistik i disse dage. Fodboldkampe bliver afgjort af scoringer. At score mål afhænger af evnen til at udnytte dine chancer og forsvare på modstanderens chancer, siger Hodgson ifølge AFP.
Crystal Palace-angriberen Christian Benteke scorede det afgørende mål til 2-1 i det 95. minut.
- Der er ikke præmier for hjørnespark og berøringer i feltet. Resultaterne kommer fra de mål, man scorer og forhindrer at indkassere.
- Jeg får ingen tilfredsstillelse af at tabe og have flere hjørnespark eller berøringer i feltet end modstanderne, forklarer Hodgson.
Joël Veltman, der udlignede til 1-1 for Brighton efter 55 minutter, var frustreret efter nederlaget.
- Det er ufatteligt, at de slap af sted med sejren. Det føles som røveri. På grund af resultatet nærmer vi os nu farezonen, siger Veltman ifølge Reuters.
Nederlaget betyder, at Brighton kun har fire point ned til Fulham under nedrykningsstregen.
Crystal Palace tager med sejren afstand til bundstriden og har ti point ned til Fulham. På søndag tager Crystal Palace imod netop Fulham.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned