Rune og Tauson finder Wozniackis wildcard-debat tricky
Caroline Wozniacki har fået wildcards til en række turneringer i USA - her i Miami - men det kniber mere i Europa, hvor hun hverken er blevet tilbudt wildcard til Italian Open eller French Open. (Arkivfoto). Foto: Afp 7 Vía Europa Press/Ritzau Scanpix
Caroline Wozniacki havde håbet på et French Open-wildcard, men arrangøren har prioriteret franske spillere.
Når French Open begynder søndag, er det med Holger Rune og Clara Tauson blandt deltagerne.
Caroline Wozniacki ville også gerne have været med i grand slam-turneringen i Paris, men hun fik ikke det wildcard, som hun havde håbet på, og da hun fik den besked, var det for sent at tilmelde sig kvalifikationsturneringen, som hendes rangering rakte til at være med i.
I et interview med det polske medie Sport.pl. tordnede hendes far og træner, Piotr Wozniacki, mod WTA, fordi han mener, at man ikke gør nok for at hjælpe topspillere, der vil tilbage på touren efter at have fået børn.
Holger Rune finder balancen svær.
- Hun har fået nogen wildcards, men det er en tricky situation, for der er jo ikke nogen protected ranking (når man beholder sin rangering, når man er væk fra touren ved skader eksempelvis, red.) for mødre, siger Holger Rune.
- Det er også svært for turneringerne, fordi der er stort pres på dem for at give wildcards til deres egne spillere. Omvendt vil de gerne have tidligere grand slam-vindere med, fordi folk kommer for at se dem, og de er kendte.
Som ung, fremadstormende spiller oplevede han problematikken på egen krop.
- Jeg husker det, fra da jeg var ung og virkelig gerne ville have wildcards.
- Da jeg fik wildcard til München det første år, måtte turneringsdirektøren kæmpe meget for det, fordi der var så stort et pres fra det tyske forbund om at give det til deres egne spillere, siger Rune.
Også Clara Tauson synes, at det er en svær problemstilling.
- Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tænke. Caroline har fortjent et wildcard til French Open, men det er det franske forbund, der uddeler dem, og de vil selvfølgelig gerne have deres egne spillere med.
- Og Danmark er ikke et grand slam-land, så vi har ikke wildcards, vi kan bytte med. Men Caroline har jo fået nogle wildcards, påpeger Tauson.
Det er primært i USA, hvor Wozniacki er et kæmpe navn, at man har været rundhåndet med wildcards.
Tidligere i maj blev Wozniacki forbigået i Rom, og nu altså i French Open.
Wozniacki er dog ikke den eneste, der er blevet forbigået, mener Tauson.
- De har taget den beslutning med mange spillere i år, også på herresiden, hvor man kunne argumentere for, at Dominic Thiem skulle have haft et, når han har været i finalen her et par gange. De har været kyniske med de wildcards i år.
Tauson åbner French Open søndag, mens Rune først skal i aktion tirsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned