Russisk bokser dør af skader efter kamp
28-årige Maxim Dadashev er død efter en boksekamp fredag i staten Maryland i USA. Hans modstander var Subriel Matias fra Puerto Rico. Foto: Steve Marcus/Ritzau Scanpix
Steve Marcus/Ritzau Scanpix
Den professionelle bokser Maxim Dadashev fik alvorlige kvæstelser i hovedet under en boksekamp i USA og døde.
Den russiske bokser Maxim Dadashev er død.
Det er kvæstelser fra en boksekamp mod Subriel Matias fra Puerto Rico i fredags, der har kostet 28-årige Maxim Dadashev livet.
Det skriver flere medier - herunder det russiske nyhedsbureau Tass.
Under kampen i superletvægt-klassen, som fandt sted i Oxon Hill i den amerikanske stat Maryland, pådrog bokseren sig svære skader i hovedet.
Maxim Dadashevs team kastede håndklædet i ringen i 11. omgang, fordi bokserens tilstand blev kraftigt forværret, og kampen blev stoppet.
Dadashev begyndte efterfølgende at kaste op og mistede bevidstheden. Han blev hastet til det lokale sygehus, hvor det blev konstateret, at han havde alvorlige hævelser i hjernen, og han blev opereret.
På videooptagelser fra kampen kan man ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP se Maxim Dadashev ryste på hovedet i ringhjørnet, mens hans træner, Buddy McGirt, beder ham om at stoppe med at kæmpe.
- Du bliver ramt for meget, Max, siger træneren blandt andet.
I en udtalelse begræder Det Russiske Bokseforbund tabet af Maxim Dadashev.
- Det Russiske Bokseforbund udtrykker sine kondolencer til Maxims pårørende og nærmeste. Vi sørger sammen med jer, lyder det i udtalelsen ifølge AP.
Maxim Dadashev - også kendt som Mad Max - var ubesejret i sin vægtklasse indtil fredagens kamp mod Subriel Matias.
Han kom oprindeligt fra den russiske storby Sankt Petersborg, men siden han blev professionel i 2016, kæmpede han udelukkende i USA.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned