Ruud lurede på mulig Nadal-skade: Det lå i baghovedet
Rafael Nadal (til venstre) gav Casper Ruud en tennislektion på det røde grus i finalen ved French Open. Alligevel var det en stor oplevelse for nordmanden. Foto: Michel Euler/Ritzau Scanpix
Rafael Nadal viste ikke tegn på fysiske problemer, som Casper Ruud havde i baghovedet i French Open-finalen.
Casper Ruud, der søndag tabte French Open-finalen til Rafael Nadal, nød at spille mod sit tennisidol.
Nordmanden, der tabte klart i tre sæt, forsøgte at holde sig inde i kampen så lang tid som muligt.
Det skyldtes, at Ruud var bevidst om, at Nadal døjede med en problematisk fod, som måske ville kunne få indflydelse i en lang kamp ovenpå en lang turnering.
Men det skete ikke, og der var heller ingen tegn på fysiske skavanker, lød det fra Ruud efter finalenederlaget på 3-6, 3-6, 0-6.
- Det lå i baghovedet på mig, at noget kunne ske, og at jeg ikke skulle give op uanset hvad. For lige meget hvad det stod, så kunne der ske noget med Nadal.
- Men han så skarp og fin ud, han bevægede sig godt. Det er imponerende, at han har har været i stand til at glemme den fod og spille så godt i turneringen, siger Ruud ifølge AFP.
I andet sæt var Ruud foran 3-1 og havde et glimt af håb, men han endte med ikke at vinde et eneste parti i resten af kampen. Nadal tog 11 partier i træk og viste ingen nåde eller svaghedstegn.
- Denne kamp vil komme højt op på min liste. Det er den største kamp, jeg nogensinde har spillet.
- Som jeg har sagt mange gange før, så er Nadal en spiller, jeg har set på tv i de seneste 16-17 år. Så at stå der selv og møde ham, det var lidt af en udfordring. Men jeg nød det, siger Ruud.
Nordmanden blev allerede intimideret en smule før kampens start, da han trådte ind på arenaen og skulle høre på alle Nadals meritter, som er kutyme, når spillerne introduceres.
- Noget, der er lidt sjovt, når han spiller, er, når stadionspeakeren laver sin intro og opremser alle de gange, Nadal har vundet turneringen. Det føles, som om det aldrig stopper.
- Det tager et halvt minut bare at nævne alle årstallene. Jeg tror, det er noget, jeg også vil huske, siger Ruud med et smil.
Nadal har nu vundet 22 grand slam-titler. Det er flest af alle på herresiden.
Spanieren har vundet French Open 14 gange - i 2005, 2006, 2007, 2008, 2010, 2011, 2012, 2013, 2014, 2017, 2018, 2019, 2020 og 2022.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie