Ryan Lochte er under anklage i Brasilien efter OL-løgn
Den amerikanske svømmestjerne risikerer at blive straffet, efter at han løj om et overfald under OL i Rio.
Problemerne fortsætter for den amerikanske svømmestjerne Ryan Lochte.
Under det nyligt overståede OL i Rio blev den 32-årige svømmer afsløret i at have afgivet falsk forklaring om et påstået overfald på en tankstation.
Ifølge nyhedsbureauet AFP vil politiet i Brasilien føre hans sag for en domstol.
- Ryan Lochte er under anklage for på falsk vis at have indberettet en kriminel handling, meddeler politiet ifølge AFP.
Ifølge en talsmand for politiet ligger strafferammen et sted mellem en og seks måneders fængsel.
Sammen med holdkammeraterne Gunnar Bentz, Jack Conger og Jimmy Feigen påstod Lochte, at de ved en tankstation var blevet truet til at aflevere pung og penge af bevæbnede mænd klædt ud som politibetjente.
Men sandheden viste sig at være en ganske anden, afslørede videobilleder imidlertid.
En af svømmerne skulle have ødelagt en dør til et toilet på tankstationen, og da amerikanerne dernæst prøvede at flygte, kom de i diskussion med en bevæbnet sikkerhedsvagt.
Derefter dukkede bestyreren af tankstationen op og krævede, at svømmerne betalte for den ødelagte dør.
Det endte med, at svømmerne betalte 50 dollar for den ødelagte dør.
Ryan Lochte, der har vundet 12 OL-medaljer i karrieren, holdt først fast i sin version af historien, men senere måtte han undskylde.
Svømmestjernen har efterfølgende mistet flere af sine store sponsorer på grund af sin løgn.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned