Lolland-Falsters to førende fodboldtalentfabrikker er røget i totterne på hinanden. Team Lolland (Nakskov Boldklub og Boldklubben Velo) beskylder Lolland-Falster Alliancen for at handle i direkte strid mod en indgået aftale. Lolland-Falster Alliancens svar er, at alt hvad Alliancen har foretaget sig, er helt efter bogen. Mere uenige kan to fodboldklubber ikke være. Men en af parterne taler ikke sandt!
Vi skal godt et par år tilbage, hvor Lolland-Falster Alliancen og Team Lolland indgår et formelt samarbejde på ungdomsfronten. Aftalen går ud på, at Alliancen kan spotte talenter i Team Lolland og forsøge at få dem til træning i Alliancen. Men under én forudsætning: Al henvendelse skal ske gennem Team Lollands koordinerende ungdomscoach Jan Jacobsen. Det er bandlyst at tage direkte kontakt drengene.
Et stykke hen ad vejen er samarbejdet forløbet fornuftigt. Jan Jacobsen har haft en fornuftig dialog med Alliancens direktør Morten Jensen omkring U/17-spillere, hvor flere tidligere Team Lolland-spillere nu spiller i Alliancen. Og der er såmænd også spillere på seniorholdet i 2. division. Men det er gået grueligt galt omkring rekrutteringen af U/14- og U/15-spillere. Team Lolland påstår, at Alliance-trænere i løbet af foråret har henvendt sig til flere U/14-spillere, som nu er blev U/15-spillere, uden først at tage kontakt til Jan Jacobsen.
Nakskov Boldklub og Boldklubben Velo, er blevet rasende, hvorfor de med øjeblikkelig virkning har annulleret samarbejdsaftalen. Begrundelse: Aftalen er intet værd, når den ene part ikke efterlever den. Omvendt slår Alliancens direktør Morten Jensen tilbage, at Alliancen ikke har forbrudt sig imod aftalen. Det siger han efter at have talt med sin cheftræner og ungdomstrænere. Han stoler 100 procent på sine trænere.
Parterne er altså lodret uenige. Men de er enige i, at det i bund og grund handler om at udvikle de unge fodboldspillere bedst muligt. Men skal det skal i ét eller to kraftcentre? Alliancen vil samle de bedste i Nykøbing F. For som Morten Jensen slår fast: Det er utopi, at Lolland-Falster har 40 spillere i en ungdomsårgang, der er gode nok til at deltage i de bedste danske ungdomsrækker. Team Lolland ser gerne to kraftcentre for U/14- og U/15-spillere, fordi man mener, at det er for tidligt at sende spillere af sted i så ung en alder. Team Lollands opfattelse er, at spillere på 13-15 år har bedst af at spille i vante og trygge omgivelser. Samtidig mener Team Lolland i al beskedenhed, at være i stand til at tilbyde samme forhold, som Alliancen kan. Derfor vil Team Lolland helst beholde U/14- og U/15-spillerne, indtil de bliver U/17-spillere, hvor de bedste og kun de bedste kan søge til Alliancen.
Team Lolland har set mange skræk-eksempler på spillere, der har skiftet og ikke spottet gode nok på sigt af Alliancen. Derfor mener Team Lolland også, at Alliancen bør lave ungdomskontrakter med spillerne for at vise dem tillid. Morten Jensen håber, at Team Lolland på et tidspunkt er klar til at genoptage samarbejdet. Men i så fald må Morten Jensen nok tage affære. I bund og grund er det Alliancen, der profiterer af et samarbejde. Derfor bør Alliancens direktør tage kontakt til Team Lolland og foreslå et møde. Så vil der være en chance for, at uenighederne kan ryddes af vejen - til gavn for alle, der vil fodboldens bedste på Lolland-Falster.
Seneste artikler
Samarbejdet er ophørt: Valsemøllen er ikke trygge ved Danish Agro
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
- Et godt tidspunkt
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern