Santos afdramatiserer Ronaldo-fravalg: Alt er i orden
Landstræner Fernando Santos og den bænkede Cristiano Ronaldo kunne se Portugal gennembanke Schweiz med 6-1. Foto: Suhaib Salem/Reuters
Forholdet mellem landstræneren og Cristiano Ronaldo er fint, fastslår Fernando Santos.
Det var en taktisk vurdering, der fik Portugals landstræner, Fernando Santos, til at sætte Cristiano Ronaldo på bænken i VM-ottendedelsfinalen mod Schweiz, som portugiserne vandt 6-1.
Santos slår fast, at degraderingen af den 37-årige kaptajn intet havde at gøre med Ronaldos let fornærmede attitude, da han blev udskiftet i kampen mod Sydkorea i lørdags.
- Jeg har allerede sagt, at vi ikke har noget problem. Vi har været venner i mange år. Alt er fuldstændig i orden, og han går forrest som en ægte kaptajn, siger Santos til magasinet A Bola.
- Vi har forskellige spillere til forskellige kampe. (Diogo) Dalot kom også med, og (Joao) Cancelo røg ud. Det handlede om, hvad jeg forventede ville blive kampens dynamik.
Den erfarne træner ramte plet med sin startopstilling. Det portugisiske landshold spillede bedre end længe. Og Ronaldos afløser, Goncalo Ramos, brillerede med tre scoringer.
Dermed er Portugal klar til kvartfinalen mod Marokko.
- Det var en god præstation, en fremragende kamp, og jeg må gratulere spillerne. Men nu skal vi ned på jorden igen. Det var flot, men der er tre kampe endnu, og vi har den næste om fire dage, siger Fernando Santos.
Heller ikke holdkammeraterne ser nogen grund til at hæfte sig ved, at Ronaldo var ude af Portugals startopstilling i en VM-knockoutkamp.
- Han ved, at det vigtigste er "os". Det, der skete i dag (tirsdag, red.), var trænerens valg, og det skal respekteres, siger Pepe til radiostationen RTP3.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned