Sarri dropper målmand og henter livsvigtig Chelsea-sejr
På blandt andet et selvmål vandt Chelsea over Tottenham i Maurizio Sarris formodede skæbnekamp.
Maurizio Sarri kan gøre sig forhåbninger om at være Chelsea-manager lidt endnu.
Den fyringstruede italiener førte onsdag Chelsea frem til en vital sejr på 2-0 over lokalrivalen Tottenham i Premier League.
Sejren betyder, at Chelsea holder sig til i kampen om en plads i top-4, der giver adgang til Champions League i næste sæson.
Efter en periode med skuffende resultater gik bulletinerne fra London på, at Sarri kunne forvente en fyring, hvis holdet igen skuffede, men det blev altså til tiltrængte tre point i stedet.
Allerede før kampen var begyndt, tiltrak den sig store overskrifter på grund af Chelseas startopstilling.
Maurizio Sarri havde valgt at bænke sin normale førstemålmand, Kepa Arrizabalaga, der i søndagens Liga Cup-finale nægtede at lade sig udskifte, selv om Sarri krævede det.
Italieneren så sig nødsaget til at statuere et eksempel og placerede i stedet Willy Caballero i målet. Det havde Sarri altså ingen grund til at fortryde.
Hjemme på Stamford Bridge åbnede Chelsea da også bedst, og allerede efter fem minutter var det tæt på at give føring, da Gonzalo Higuain ramte stolpen.
Men forløsningen kom først efter 12 minutter i anden halvleg, da Pedro sneg sig på skudhold i højre side af feltet og scorede via målmand Hugo Lloris' fod.
Den franske keeper skulle komme til at ærgre sig endnu mere, da der manglede seks minutter.
Her fejlede kommunikationen fælt, og da Lloris rykkede frem i sit felt, sendte Kieran Trippier en tilbagelægning afsted, og den strøg forbi Lloris og ind i nettet til selvmål og 0-2.
Tottenham leverede en bleg indsats, og det samme gjorde Christian Eriksen. I front manglede Harry Kane skarphed, og med de forudsætninger kunne det næsten kun gå Chelseas vej.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned