Satte aldrig sine ben i klubben: NFH scorer transfersum på assistenttræner
Søren Nørgaard nåede at iklæde sig NFH's trænertrøje, men han kommer ikke til at træne spillerne alligevel. Foto: NFH
NFH
Søren Nørgaard bliver alligevel ikke den kommende assistenttræner for Niels Agesen i NFH.
Sportsverdenen er nogle gange en underlig størrelse, hvor kontrakter ikke er det papir værd, de er skrevet på, men somme tider kan kontrakterne også være det modsatte.
Og i dette tilfælde har en kontrakt været en del værd for NFH, der har fået en transfersum for en kommende assistenttræner, der aldrig nåede at sætte sine ben i klubben, før han var ude af døren igen.
I november præsenterede NFH den daværende Holstebro-træner Søren Nørgaard som ny assistenttræner for de kommende sæsoner. Han skulle assistere den kommende cheftræner Niels Agesen.
Men sådan kommer det ikke til at gå.
Søren Nørgaard er sprunget fra aftalen, da et bedre tilbud fra Rumænien er dukket op.
Da Søren Nørgaard meddelte sin daværende arbejdsgiver i Holstebro, der spiller i 1. division, at han ønskede at stoppe med sæsonens udgang for at skifte til NFH, fyrede vestjyderne ham ganske kort tid efter udmeldingen, og ansatte i stedet den nu tidligere Ajax-træner Kasper Andersen.
Fri på markedet
Det betød at Søren Nørgaard var fri på markedet indtil han skulle starte i NFH 1. juli i år, og ganske kort tid efter afskedigelsen i Holstebro, bød der sig en mulighed for Søren Nørgaard i rumænsk håndbold, hvor den tidligere Horsens-træner Jan Leslie står i spidsen for H.C. Dunarea Braila, der ligger nummer fem i den nationale liga og netop har spillet sig videre fra gruppespillet i European League.
Opholdet i Rumænien skulle efter planen slutte til sommer, men parterne synes så godt om hinanden at Søren Nørgaard bliver i H.C Dunarea Braila, mod at den rumænske klub har betalt en overgangssum til NFH, der dermed igen må på jagt efter en assistenttræner.
Ny assistent lige på trapperne
En jagt der dog meget vel kunne være overstået, da NFH har indkaldt til pressemøde søndag eftermiddag.
- Da vi fik henvendelsen fra Søren satte vi os sammen og fandt en løsning, der kunne accepteres af alle parter. Vi har fået et pænt femcifret beløb af den rumænske klub for at rive kontrakten over med Søren, og ønsker ham held og lykke i hans videre trænergerning, siger bestyrelsesmedlem i NFH Søren Jakobsen, der ikke vil afsløre hvem, der så skal være den nye assistenttræner.
Et bud kunne være den nuværende assistenttræner i København Håndbold Mikkel Thomassen, som på rygtebasis har været sat i forbindelse med NFH.
Han opsagde sin aftale med københavnerne i sidste uge, men Søren Jakobsen ønsker ikke at kommentere på det rygte inden pressemødet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned