Saudiarabisk Chelsea-finte er seneste slag mod Financial Fair Play

N'Golo Kanté (th.), her i aktion mod Newcastle som er under saudiarabisk ejerskab, nåede 269 kampe for Chelsea. Han drager nu til Al-Ittihad, hvor han bliver holdkammerat med blandt andre landsmand Karim Benzema. (Arkivfoto). Foto: Kirsty Wigglesworth/Ritzau Scanpix

Omgåelse af Financial Fair Play-reglerne har man set siden regelsættets fødsel. Chelseas lurende transferdans med til saudiarabiske PIF ligner seneste trick.

Offentliggjort Sidst opdateret

Spillerindkøb for 4,5 milliarder kroner og kun salg for 500 millioner kroner i løbet af et års tid. Det var status i Chelsea før denne sommer, og alarmklokkerne for brud på Financial Fair Play (FFP) ringede hos mange.

Men en løsning lader til at være lige ved hånden for London-klubben. Spørgsmålet er, om den er helt fin i kanten.

På rygtebasis er en håndfuld spillere, der er blevet tilovers i Chelsea, på vej til Saudi-Arabien. N'Golo Kanté er skiftet, og Kalidou Koulibaly, Hakim Ziyech og Edouard Mendy meldes på vej.

Den sandsynlige åreladning mod ørkenstaten har dog givet anledning til panderynker hos kolleger og eksperter. Der er således tætte bånd mellem Saudi-Arabiens statslige investeringsfond (PIF) og Chelseas ejerkreds. PIF er blandt investorerne i Clearlake Capital, som er medejer af Chelsea.

Allerede her opstår problematikken om interessekonflikter ifølge Stanis Elsborg, senioranalytiker hos organisationen Play the Game, der arbejder for at fremme ytringsfrihed og gennemsigtighed i sportens verden.

- PIF har lavet en investering i Clearlake, altså nogle af dem der har ejerskab i Chelsea, og derfor selvfølgelig har udvidet deres netværk til også at have forbindelser direkte ind i klubben Chelsea, siger han.

Ifølge flere engelske medier har klubber fra både ind- og udland bedt Uefa og Premier League kigge på, om de formentlig kommende spillersalg til Saudi-Arabien ikke er en måde at slippe ud af en FFP-knibe med god hjælp fra en lidt for nær samarbejdspartner.

Den tidligere Manchester United-spiller og nuværende tv-ekspert Gary Neville er i hvert fald ikke i tvivl om, at noget er helt galt, hvis Chelsea får sendt overskudslageret den vej for store beløb.

- Nogen chance for at Premier League kan undersøge disse saudiske byttehandler. Lige nu! Hvis det ikke ser fint ud i kanten, så er det sandsynligvis ikke fint i kanten. Uafhængighed er krævet asap. Styringen af vores sport sejler, skriver han på Twitter.

Siden Uefa i 2010 indførte FFP, har adskillige storklubber flirtet med regelsættets gråzoner. Chelsea er blot den seneste i rækken.

Uefa har tidligere forsøgt at straffe blandt andre Manchester City for overforbrug og undersøgt Paris Saint-Germain for tilsvarende, men uden større konsekvenser for klubberne.

Reglerne er blevet justeret undervejs for at dæmme op for smuthuller, men gang på gang har effekten vist sig i bedste fald minimal.

Grundidéen med FFP er, at klubberne ikke må bruge flere penge, end de tjener, så stenrige klubejere ikke bare kan fylde nye penge i en økonomisk si igen og igen, så en sund klubdrift er overflødig, og konkurrencen forvrides.

Mange har kaldt reglerne for en fiasko, og Stanis Elsborg har også svært ved at se, hvordan de skal forhindre, hvad Chelsea muligvis er i gang med, og hvad andre vil gøre senere.

- De her klubber, eller ejerne eller staterne der står bag dem, skal nok finde det smuthul, der er i reglerne, hvis der er behov for det, siger Elsborg, som maler dystre fremtidsudsigter for fodbolden på den front.

- Vi kan lige så godt indstille os på, at styret i Saudi-Arabien langtfra er færdig, så Chelsea bliver bare endnu et eksempel på deres indtog. De vil gå på jagt i alle mulige andre klubber over de næste par år.

N'Golo Kanté er på plads i Al-Ittihad, en af fire klubber i Saudi-Arabien, som PIF ejer. Og det bestyrker næppe mistroen mod Chelseas tætte relation til PIF, at Koulibaly, Ziyech og Mendy meldes på vej til henholdsvis Al-Hilal, Al-Nassr og Al-Ahli - de tre andre klubber under PIF-ejerskab.

/ritzau/

Chelsea fik 16 spillere for 4,5 milliarder

I de seneste to transfervinduer har Chelsea betalt penge for at købe eller leje 16 spillere. Det 16 har i alt kostet klubben 4,5 milliarder kroner.

1. Enzo Fernández, fra Benfica, 900 millioner kroner.

2. Wesley Fofana, fra Leicester, 600 millioner kroner.

3. Mykhaylo Mudryk, fra Shakhtar Donetsk, 520 millioner kroner.

4. Marc Cucurella, fra Brighton, 485 millioner kroner.

5. Raheem Sterling, fra Manchester City, 420 millioner kroner.

6. Benoit Badiashile, fra AS Monaco, 285 millioner kroner.

7. Kalidou Koulibaly, fra Napoli, 285 millioner kroner.

8. Noni Madueka, fra PSV, 260 millioner kroner.

9. Malo Gusto, fra Lyon, 225 millioner kroner.

10. Carney Chukwuemeka, fra Aston Villa, 135 millioner kroner.

11. Andrey Santos, fra Vasca da Gama, 93 millioner kroner.

12. Pierre-Emerick Aubameyang, fra FC Barcelona, 90 millioner kroner.

13. David Datro Fofana, fra Molde, 90 millioner kroner.

14. Joao Felix, fra Atlético Madrid (leje), 82 millioner kroner.

15. Gabriel Slonina, Chicago Fire, 68 millioner kroner.

16. Denis Zakaria, fra Juventus (leje), 22 millioner kroner.

Derudover har Chelsea allerede denne sommer skrevet kontrakt med Christopher Nkunku, som man henter i RB Leipzig for 485 millioner kroner.

Kilde: Transfermarkt.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu